tirsdag den 19. januar 2021

Boxershorts i herrestørrelse - første forsøg

For nogle dage siden fik jeg endelig  afprøvet Minikreas mønster på boxershorts i herrestørrelse. Efter en del gennemlæsninger lykkedes det mig endelig at forstå vejledningen helt, og jeg fik syet et par boxershorts, som min kæreste kan passe - og som han gerne vil gå med. 
   Dog fik jeg ikke lige placeret elastikken oven på stoffet, da den elastik, jeg havde, var lidt for tyk, til at jeg i så fald kunne holde stoffet på plads. Det var nemlig en lidt tyk elastik, som jeg plejer at bruge til joggingbukser, så planen er at få købt en tyndere elastik, der egner sig bedre til boxershorts. Og så skal jeg nok prøve at få syet elastikken oven på stoffet. 
   Det var sjovt at sy boxershorts, og jeg har en del stofrester liggende, der kan bruges til formålet, så det er planen er få syet nogle flere. Modtageren vil gerne bruge dem, og jeg har lovet mig selv, at jeg må købe nyt stof, når jeg har brugt lidt mere fra gemmerne. Af samme årsag skal jeg også have syet nogle flere leggings til datteren, men selvfølgelig også, fordi hun mangler. 
   Tak, fordi du læste med. 

fredag den 8. januar 2021

Så bliver der strikket sokker

Jeg er - endelig - kommet i gang med at strikke igen, og lige pt. er det spiralsokker, der er på pindene. De råhvide sokker er strikket af Léttlopi fra Garnudsalg.dk sat sammen med en rest råhvid merinould fra Garnstudio - og så en ukendt garnrest i hvid i tæerne, dér hvor Léttlopien slap op. 
   Når jeg strikker sokker, strømper eller andet, der skal være i to (så godt som) ens eksemplarer, har jeg vænnet mig til, at jeg slår masker op til to stykker med det samme, så jeg kan strikke parallelt. Det gør det nemlig meget nemmere at få sokkerne (så godt som) ens i samme par, og det er også derfor, det er lykkedes mig at få de råhvide strømper til at se næsten ens ud. Hvis jeg havde strikket én sok ad gangen, havde jeg kun tilføjet det hvide garn af ukendt mærke ved sok nummer to, og så havde farveskiftet været mere synligt. Nu har begge sokker en lidt lysere tå, og det ser ud, som om det er med vilje (hvilket det jo også er). Det råhvide par sokker var det første par sokker, der gled af pindene, og ældstesønnen har haft dem på lige siden. 
   Hjemme hos os har vi en sokkekurv med sokker og strømper i forskellige størrelser, som både vi og evt. gæster kan benytte i stedet for sutsko, men indholdet i sokkekurven trænger i dén grad til en opdatering, så jeg er allerede gået i gang med sokkepar nummer to. Det er igen Léttlopi, der er på pindene, men denne gang strikker jeg med to ens tråde. Skulle jeg ikke have nok af denne farve, har jeg en lille rest af en mørkegul Léttlopi, som evt. kan bruges til tåen på begge sokker. 
   Det er rart at få strikket lidt igen, og jeg vil prøve at få brugt en masse garnrester, inden jeg køber nyt garn til fremtidige strikkeprojekter. Der er nemlig rigeligt med restegarn til, at sokkekurven kan få tilført nye sokker igen, så nu skal der strikkes sokker i lange baner.

Tak, fordi du læste med. 
God weekend!

fredag den 1. januar 2021

Tre huer, tre størrelser, tre forskellige udtryk

Et par dage før jul syede jeg flere par leggings (i ensfarvet jersey) til datteren, og i den anledning fik jeg kigget hele bunken med jerseyrester igennem, og så dukkede pingvinstoffet op, som jeg tidligere har syet t-shirts og puder af. Nu var der ikke så meget tilbage af det fine stof, men der var lige nok til, at jeg kunne sy tre elefanthuer med pingvinstof på ydersiden og ensfarvet turkis som for. (Det er egentlig lidt sjovt, at huerne kaldes elefanthuer, når der er pingvinstof på ydersiden). 
   De nye huer er desværre ikke så fine på billedet, men de er heldigvis rigtig fine i dagslys (billedet er taget i elektrisk lys sent om aftenen). Huerne er syet i tre forskellige størrelser efter Minikreas elefanthuemønster (Minikrea 50600), og dermed var der lige en ekstra julegave til hvert barn på matriklen! Jeg var lidt spændt på, om børnene overhovedet gad have ens huer på, men dét ville de gerne (og i øvrigt er huerne ikke ens, selvom alle tre huer stammer fra det samme stykke pingvinstof).

Tak, fordi du læste med, og rigtig godt nytår!

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...