tirsdag den 28. maj 2013

Jeg elsker basilikum og bredbladet persille!

For nogle måneder siden såede jeg rød basilikum og bredbladet persille i krukker, som stod indenfor. Senere har jeg stillet krukken med bredbladet persille ud på terrassen, og krukken med rød basilikum står nu i drivhuset, og begge ser ud til at stortrives, selvom jeg løbende høster en del. Der er nu ikke noget så skønt som friske krydderurter i maden! 
Jeg har stadig masser af timian, oregano, purløg, citronmelisse og mynte i krydderurtebedet, der dog lige pt. er næsten dækket af meget højt græs, men det skal der snart gøres noget ved, for jeg nyder sådan at have krydderurter, og så går det ikke, at de forsvinder helt i "vildnisset". Min rosmarin overlevede desværre ikke vinteren, for jeg havde ikke tænkt på at grave den op og tage den indenfor, så jeg har lige sået rosmarin påny og venter spændt på, om frøene overhovedet bliver til noget.
   Jeg har også sået tomat, agurk, gul squash, grøn squash, radiser og rucola, og agurkeplanterne står nu ude i drivhuset i nogle kapilærkasser, og de første gule blomster er begyndt at komme frem. Jeg ved ikke, om jeg har valgt det rigtige tidspunkt til at så i, men det er heller ikke så afgørende, for jeg lærer en masse af processen, og det er (næsten) lige så vigtigt som at opnå resultater. Jeg nyder i hvert fald at gå og holde øje med, hvad der sker, og sønnen og kæresten er gode til at hjælpe med at vande, så mit lille såprojekt er faktisk også blevet et fælles anliggende for hele familien.
   Og så dufter krydderurter i øvrigt også så dejligt, at man ikke kan undgå at være i godt humør, når man har været i nærheden af dem.

onsdag den 22. maj 2013

Skruelåg kan faktisk genanvendes


For nogle måneder siden begyndte jeg at gemme alle skruelågene fra mælkekartoner og andre kartoner, fordi jeg tænkte, at de da måtte kunne bruges til noget. Jeg fik dog ikke nogen idé til noget kreativt, de kunne bruges til, men en dag fandt jeg ud af, at Arla har et samarbejde igang med TerraCycle om lige netop genanvendelse af skruelåg.
   Efter at have læst på TerraCycles hjemmeside har jeg nu tilmeldt mig som indsamler af skruelåg mhp. at få dem genanvendt. (Det er ikke mig, der skal få idéer til genanvendelse; jeg skal bare sende de indsamlede skruelåg til TerraCycle, som har styr på, hvad der videre skal ske med skruelågene).
   Jeg synes, det er så godt, at flere og flere mennesker begynder at tænke over, at "brug og smid væk-kulturen" ikke er hensigtsmæssig, og at vi faktisk alle kan gøre en forskel for at passe på den verden, vi lever i, hvis bare vi vil det.
   Du kan læse mere om projektet med at indsamle skruelåg mhp. genanvendelse på dette link: Brug Låget!

fredag den 10. maj 2013

Vådliggerlagen med elastik i hjørnerne

For et par år siden købte vi en stor rest vådliggerlagen som metervare i Jysk. Jeg brugte noget af stoffet til bagbeklædning på savlesmækker, et forklæde m.m., og så klippede jeg (selvfølgelig) også nogle stykker ud, så de passede til en babymadras. 
   Imidlertid ligger vi stadig inde med en stor rest vådliggerlagenstof, og efter at have haft et sygt barn det meste af ugen, var jeg blevet temmelig meget inspireret til at få lavet et vådliggerlagen, der passer til en juniormadras, og som ikke rutsjer rundt mellem lagen og madras.
   Nu har jeg så fået syet to vådliggerlagener, som jeg har kantet med skråbånd (så de ikke flosser i siderne), men det bedste af det hele er, at jeg også har syet et stykke elastik fast i hvert hjørne, så vådliggerlagenet kan ligge fast på madrassen og derfor ikke rutsjer rundt, når barnet vender sig.
Hvis ikke vi allerede havde et pusleunderlag i pusletasken, ville jeg sy et nyt af vådliggerlagen, som jeg ville kante med skråbånd. Idéen er hermed videregivet!

mandag den 6. maj 2013

Brug af stofrester

Faktisk går det ret godt med mit "brug stofresterne, før der må købes nyt stof"-projekt. I går syede jeg to par bukser til husets yngste, og igen valgte han selv stoffet.
I
I dag har jeg været flittig i øvelokalet, og mens fuglene har kvidret udenfor, har jeg øvet skalaer, etuder og et moderne stykke musik indenfor. Det har været en skøn, skøn øveformiddag, og jeg er helt "høj" og i rigtig godt humør! 
   Efter frokost havde jeg et par timer helt for mig selv, hvor der hverken stod praktiske gøremål, arbejde eller vigtige aftaler i kalenderen, så jeg fortsatte lige lidt med mit stofresteprojekt, som jo i virkeligheden også er et oprydningsprojekt. Resultatet blev et pudebetræk til en juniorpude og et dynebetræk til en babydyne. Jeg har nemlig bevidst valgt ikke at sy betræk til en babypude, fordi jeg synes, det er lidt overflødigt, da det vist er de færreste babyer, der sover med en pude. Derfor ville jeg hellere bruge stoffet på et ekstra juniorpudebetræk, for det får vi helt sikkert brug for på et tidspunkt.
Og Bamse, der måtte ligge model, da jeg fotograferede det nye sengetøj, var ligeglad med, at pudevåret var til en juniorpude, selvom dynebetrækket var til en babydyne.

tirsdag den 30. april 2013

Bukser

Ikke nok med, at jeg har sat mig for, at jeg skal bruge alt mit garn før, jeg må købe nyt; jeg har også besluttet, at jeg skal have brugt en hel masse stofrester før, jeg må købe nyt stof. Det er jo nemlig uanede mængder af rigdomme, der gemmer sig i kasser og skuffer, skabe og poser, når man sådan kigger efter, og i virkeligheden bliver jeg nok lidt mere kreativ, når jeg prøver på at begrænse mig (dvs. ved kun at lave projekter af de materialer, jeg allerede har), og så sparer jeg endda penge samtidig.
   For et par dage siden fik jeg syet et par bordeauxfarvede piratbukser til husets yngste, og han valgte selv stoffet fra en kasse med det stof, jeg præsenterede for ham som "buksestof". Oprindeligt har jeg syet et hyndebetræk af det bordeauxfarvede stof, men når man - som min søn - kun bruger str. 4 år, skal der heldigvis ikke bruges så meget stof til et par bukser, så der var rigeligt med restestof til, at bukserne kunne blive helt ensfarvede. Alternativt havde jeg måttet sy flere stykker stof sammen for, at der kunne blive til et par bukser, men det var ikke nødvendigt i denne omgang, selvom det også kan give nogle flotte resultater. (Det er bare så meget nemmere, når man kan nøjes med kun at bruge én slags stof).
Det næste projekt med brug af stofrester er så endnu et par piratbukser, og denne gang er farven limegrøn. Dette stof har jeg endda købt som en stofrest, så det føltes næsten som at sy af nyt.
   Billedet viser kun de limegrønne bukser, for de bordeauxfarvede er allerede til vask efter flere dage i brug. I øvrigt krævede det en del overtalelsesevner at overbevise ejeren af de nye bukser om, at han ikke skulle sove med dem på om natten ...
    En sidegevist ved projektet med kun at bruge af stofresterne er, at der kommer mange næsten glemte stoffer frem fra gemmerne. Sønnens yndlingsbukser skulle have lapper på knæene, og han valgte selv stoffet. Det var ikke helt det samme, som jeg ville have valgt, men det er jo lige mget, når bare han er glad, og jeg fik brugt endnu en stofrest.
Status: Tre stofrester brugt.√ Penge sparet.√ To par bukser syet.√ Et par bukser fornyet.√ Lidt mere plads i kassen med "buksestof" opnået√ , og mor og søn har hygget sig med at være kreative sammen.√

torsdag den 28. marts 2013

Gammelt venskab


Ih, altså! Jeg er helt "høj" efter at have haft besøg af en veninde, jeg ikke har set i 13 år, og som jeg i den mellemliggende periode kun har haft sporadisk kontakt med. Vi har aldrig været uvenner, og det er uvist, hvorfor vi ikke har haft mere kontakt i alle de år, men nu har vi i hvert fald fundet hinanden igen. Fantastisk!
   Veninden er i mellemtiden blevet gift og har fået to børn, og her hos os skal vores søn være storebror om fem måneder, så vi havde rigtig mange ting at fortælle hinanden, og nu har vi aftalt, at der i hvert fald ikke skal gå 13 år, før vi ses igen!
   For mange år siden spillede vi kammermusik sammen, men i dag nøjedes vi med at snakke og hygge os over en frokost. Det var så hyggeligt i dag - også for vores to drenge, og vi glæder os allerede, til vi skal ses igen. Der er så meget, vi skal have indhentet, og hvor er det dog fantastisk dejligt, at man kan "genoptage" et gammelt venskab og så bare snakke sammen som om, man sidst havde set hinanden dagen før.

søndag den 24. marts 2013

Tog


I mandags tog jeg sønnen med på togtur fra Odense til København og retur. Jeg havde et ærinde hos instrumentmageren, og så greb jeg chancen og tog drengen med. Det var første gang nogensinde, at han kørte i tog, og han nød hvert sekund! Det var næsten med ærefrygt, at han gik med ind i toget, og han sad så fint på sædet hele vejen og kiggede ud af vinduet og kommenterede alle de ting, han så. Han var vild med at køre i tog, og han nød at drikke vand af sin grønne drikkedunk, og han spiste den medbragte mad med velbehag.
   Det var en særdeles kold dag at være i København på, men han sugede indtryk til sig, og han fik hilst både på sin ene onkel og på instrumentmageren, som allernådigst fik lov til at beholde mors instrument i nogle timer.
   Da vi sidst på eftermiddagen var vel hjemme igen, var det med gode oplevelser i bagagen. Jeg havde fået justeret mit instrument, hilst på min bror og haft en fantastisk dag med min søn, og lige siden har han snakket om at køre i tog. Vi kørte endda i det røde tog (S-toget), som han særligt fremhæver som en stor oplevelse!
   I går kom så kulminationen på en uge, hvor vi dagligt har leget med og snakket om tog: vi tilbragte en stor del af dagen på Danmarks Jernbanemuseum! Vi fik set tog til den helt store guldmedalje, og to gange kørte vi med minitoget! Et stort hit var også at spise madpakker og efterfølgende lege med Brio-tog i det store legeområde.
   Jeg har købt et årskort, så vi (læs: jeg, for børn under fire år er gratis) kan komme gratis ind på Jernbanemuseet resten af året (og vi kan endda tage en ledsager med). Alene det første besøg er alle pengene værd, men vi ved allerede, at vi snart kommer igen. "Fut, fut, fut! Nu kører toget. Fut, fut, fut! Afsted, afsted!"

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...