fredag den 16. maj 2014

Haven lige nu

Syrener i vores have.
Haven dufter dejligt af syrener, og jeg elsker den duft! I år er vores have lidt forsømt - forstået på den måde, at vi ikke har gjort noget som helst for at fjerne ukrudt (altså lige bortset fra den ene dag, jeg lugede langs hækken ind til naboen), og vi har ikke gjort drivhuset klar til en ny sæson. Vi er heller ikke igang med at forspire noget, og højbedene er næsten gemt bag det høje græs. Vi har ganske enkelt ikke haft tid til de store haveudfoldelser, eller også har vi bare prioriteret anderledes. I hvert fald ser det ret vildt ud i vores have lige nu, for alting gror, og det gror lige præcis dér, hvor det har allermest lyst til at gro - nemlig over det hele. Faktisk kan jeg vældig godt li', når haven er ét stort vildnis, men jeg sætter nu også stor pris på haven, når vi har hånd i hanke med, hvad der gror hvor - og når vi på bestemte tidspunkter af sæsonen bare kan gå ud at hente krydderurter, bær, frugt og grøntsager. 
Så er der stikkelsbær!
   I år har jeg stadig en drøm om at få sået squash. Jeg kan ikke nå at forspire dem, men jeg kan stadig nå at så dem direkte på voksestedet til sommer, og det har jeg så tænkt mig at gøre. Hvad der ellers kommer til at ske i haven i år, må tiden vise.
   På nuværende tidspunkt har vi stikkelsbær på den ene ud af to stikkelsbærbuske. Jeg kan ikke huske hvilken sort, det er, men jeg kan huske, at bærrene smager godt, og at de er søde, når de er modne.
     Jeg kan godt li', når man kan spise de ting, der er i haven, men det er også en glædelig overraskelse, når man pludselig får øje på noget smukt, der (så vidt jeg ved) ikke kan spises, men bare ... er der. Fx de smukke klokkeblomster, der står så fint bag det høje græs.
Se, de fine små klokker!
Det er skønt at være i haven lige nu, men når jeg er der, er min opmærksomhed mere hos børnene end hos planterne. Sønnen, der nu er treethalvt år, kan sagtens bruge en masse tid i haven på at lege i sandkassen eller i legehuset, kigge på mariehøner og biller, køre rundt på sin løbecykel osv., og han - og vi - nyder det i fulde drag. Datteren, der nu er næsten otte måneder, vil også gerne ud at opleve verden, og der er fuld fart på hende. Hun skiftevis kravler og maver sig frem, og så vil hun i øvrigt gerne rejse sig op ad alt. Hun vil røre ved det hele, og hun vil smage på det meste. Det er skønt at opleve børnene bruge deres sanser, imens de opdager verden. Jeg glæder mig over, at vi har en have, som børnene kan udfolde sig i - også selvom vi ikke altid holder haven "i orden".

torsdag den 1. maj 2014

Rød t-shirt med hvide stjerner på

T-shirt str. 104-110.
Så er vi endelig kommet over endnu en omgang sygdom herhjemme. Pyha! Det er skønt og meget tiltrængt, at vejret har været så godt de seneste dage. Det har givet fornyet energi, og det gør det bare nemmere at komme igennem perioder med modgang.
   Langt om længe har jeg fået lagt sidste hånd på en t-shirt, som jeg har syet til sønnen (ja, ja; som så ofte før har jeg taget billeder på det forkerte tidspunkt, hvor lysforholdene ikke er optimale, men jeg har dog fået taget et billede, og det er i sig selv en stor bedrift, synes jeg).
   Farverne på billedet snyder lidt, for t-shirten er faktisk rød med hvide stjerner på, så jeg vil prøve at få taget et nyt billede i dagslys en anden dag. Sønnen har selv valgt stoffet, og det var også hans idé, at halsribkanten skulle være hvid. Faren mente først, at t-shirten virkede for piget, men hverken sønnen eller jeg tænkte, at den var piget. Han så nemlig brandsmart ud, da han havde den på i børnehaven i dag sammen med de røde fleecebukser med brandbilen på, som jeg syede for noget tid siden. I øvrigt kan jeg ikke forstå, at farver skal opfattes som hhv. pige- og drengefarver. Jeg nyder, når hele farvepaletten bliver brugt af både piger og drenge.
   Det var første gang, jeg syede efter Minikreas T-shirt-mønster, men på trods af et par skønhedsfejl hist og pist er jeg selv ret godt tilfreds med resultatet. Jeg skal i hvert fald have syet ham nogle flere t-shirts, for dels lærer jeg noget af det, og dels kunne han godt trænge til nogle nye t-shirts, han kan passe.

søndag den 6. april 2014

Ammepude gives væk. Først til mølle ...

Vi er så heldige, at vi indimellem har arvet noget tøj til vores børn, og det har hver gang været lige på det helt rigtige tidspunkt (læs: et tidspunkt, hvor pengene var særligt små, og der pludselig var behov for børnetøj i større størrelser). Derfor giver jeg også gerne tøj videre til andre, der har brug for det, for jeg ved, hvor fantastisk det er, når man - måske endda helt uventet - får noget børnetøj forærende. Jeg plejer egentlig at give aflagt tøj videre til nogen (evt. nogen, der kender nogen) i min omgangskreds, men i dag har jeg faktisk afleveret noget tøj til nogle velgørende organisationer, fordi jeg ikke kender nogen, der lige pt. har brug for babytøj i de helt små størrelser (eller ... det tror jeg da ikke, at jeg gør ...).
Hvid BabyDan ammepude foræres væk.
Det føles godt at kunne hjælpe andre, men det er også rigtig rart at få ryddet ud i gemmerne, så tingene ikke bare hober sig op og samler støv. Imidlertid har jeg stadig en ammepude liggende, som jeg gerne vil forære væk, for jeg bruger den ikke. Den er stort set kun brugt af ammende gæster (og deres babyer, selvfølgelig), og selvom jeg både har praktiseret og praktiserer fri- og langtidsamning, har jeg aldrig rigtig fået brugt min ammepude. Derfor vil jeg gerne give den væk til en, som kan have glæde af den.
   Jeg kender flere, der har haft stor glæde af en ammepude, så ... Kunne du bruge en ammepude, og vil du selv hente den på Nordfyn eller i Odense, må du få den kvit og frit. (Hvis jeg finder en papkasse, der er stor nok, kan jeg godt overtales til at sende den mod mobilporto.) Ammepuden er fra BabyDan, den er hvid, og jeg har købt den som ny. Hvis man ikke er til hvidt betræk, kan det sagtens lynes af, og så kan man bruge fyldet i et andet betræk, hvis man har (eller vil sy) et sådant. 

lørdag den 5. april 2014

Stevia er ikke lige min kop te

 Nå, så rendte vi lige ind i sygdom igen. De sidste to døgn har børnene været ramt af sygdom, men nu er de ovre det værste, og jeg er lettet over, at sønnen nu igen går rundt og synger og leger, og at datteren nu igen smiler og pludrer og undersøger alt muligt, imens hun manøvrerer rundt på gulvet. Pyha! Det har været nogle hårde nætter. Nu har jeg bare varme, men glade børn!
   I tirsdags fik jeg tilsendt min præmie fra en give away på bloggen, 200 PROCENT, og den kom lige på det rigtige tidspunkt! Det var nemlig et marcipanbrød og to stykker chokolade fra Nellie Dellies, og da der var sygdom i luften om torsdagen, var det en god ting lige at have noget nyt og spændende sødt i skabet. Ja, ja ... jeg kommer aldrig nogensinde til at købe det selv, for jeg kan ikke li' stevia! (Ja, så er det sagt ...) De tre smagsprøver fra Nellie Dellies, som min præmie bestod af, indeholdt nemlig stevia, men det gjorde ikke nysgerrigheden efter at smage noget nyt mindre.
To stykker chokolade og et marcipanbrød fra Nellie Dellies.
Manden i huset syntes om marcipanbrødet, som var dét, vi smagte i torsdags, at "det smager bittert på en god måde". Sønnen mente, at det var "godt", og jeg ... ja, jeg skulle ikke spise mere end min første bid, for jeg syntes kun, at jeg kunne smage stevia ... og så vil jeg altså langt hellere spise noget, der slet ikke er sødt. 
   Summa summarum: Det positive er, at jeg vandt en fin give away, og at de to herrer i huset fik en god oplevelse. (I øvrigt har jeg ikke engang mulighed for at være med til at teste de to stykker chokolade, som jeg også fik i min præmie, for "nogen" (!) har allerede spist dem, og det er ikke mig ...!)

Dette indlæg er ikke sponseret af Nellie Dellies, men præmien i den give away, jeg har linket til, er sponseret af Nellie Dellies. Jeg er ikke forpligtet til at skrive om min præmie, og selvom stevia-produkter ikke er et hit hos mig, var det en god oplevelse at få en præmie/nogle smagsprøver tilsendt med posten, og den oplevelse ville jeg gerne dele. 

onsdag den 2. april 2014

Hele huset dufter af te ...

Masser af te til min veninde og mig.
Jeg har sammen med en veninde købt te hos A. C. Perch's Thehandel, og i dag kom postbudet og leverede vores noget store bestilling hos mig, og nu dufter det af te i hele huset.
   Det er ganske lang tid siden, at jeg sidst har købt te, så det var skønt endelig at få nyt igen. Jeg har købt fem teer, og det har min veninde også, og vi har bestilt forskellige teer, så vi kan smage hos hinanden. Dertil har jeg bestilt 30 tebreve med Hvid Tempelte samt 30 tebreve med syv blandede aroma-teer.
   Den grønne fremvisningsæske, som tebrevene ligger i, var ikke med i dagens forsendelse. Den købte vi (fyldt med tebreve) derimod for tre år siden, da vi fejrede sønnens barnedåb, så vi havde noget godt at byde de gæster, der gerne ville drikke te. Til daglig bruger jeg nemlig te i løs vægt, fordi det er billigere end tebreve, og fordi udvalget så er større, men nogle gange er det bare hyggeligt med et lille tebrev i sin kop. Kæresten bad mig derfor om også at bestille nogle tebreve, så i denne omgang kunne jeg altså ikke "nøjes" med bare at købe fem poser te ...
   Sønnen har allerede leget postbud og fragtet tebreve rundt i hele huset, fordi de var så fine. -Og så har han konstateret, at han godt kan lide Hvid Tempelte. Jeg synes også, at tempelteen er god, men i morgen vil jeg smage en anden te. Jeg glæder mig allerede.

Dette indlæg er ikke sponseret af A. C. Perch's Thehandel, men derimod et udtryk for min egen begejstring for den gode te og den gode service, som jeg altid oplever at få hos Perch's, og jeg synes, at gode oplevelser skal deles.

tirsdag den 1. april 2014

Smagen af æble

Ih, altså! Jeg er rigtig glad og føler mig nærmest helt høj! Efter mange uger med sygdom i familien har vi endelig haft en sygdomsfri periode, og det giver altså mere overskud. Herligt! Børnene sover, og jeg har lige øvet fløjte, og det var skønt med fløjteøvning uden afbrydelser.
Æblemost og marmelade.
   Nu sidder jeg så og nyder stilheden, imens jeg spiser et æble fra Egeby Frugtplantage. Uhm! Det er et Elstar-æble, og det smager fantastisk! 
   Vi har købt en kasse Elstar-æbler i dag, da det var ved at være lang tid siden, vi sidst har haft æbler i huset, og hvor er det altså bare skønt at sætte tænderne i sådan et lækkert æble igen! Vi fik også købt noget æblemost og lidt marmelade, som vi skal give til en i fødselsdagsgave i morgen, og jeg håber, at modtageren også vil nyde den gode æblesmag.
   Fik jeg sagt, at jeg elsker æbler? Jeg er så glad for, at jeg kan spise æbler igen. Da jeg var gravid første gang, kunne jeg nemlig lige pludselig ikke spise æbler af nogen art, for så kom de bare op igen. Uanset om de var rå eller tilberedt, men det var heldigvis kun under graviditeten og kun under den første. Pyha! Dér var jeg heldig! 
   Nu vil jeg nyde en kop te og glæde mig over, at vi går mod lysere tider. 

Dette indlæg er ikke sponseret af Egeby Frugtplantage, men blot et udtryk for min begejstring over gode produkter fra mit lokalområde. 
  

søndag den 9. marts 2014

For 25 kr blandet ...

For 25 kr blandet ...
"Fyld posen for 25 kr" stod der på et skilt, da jeg var på biblioteket forleden, så selvfølgelig skulle jeg lige kigge lidt i stakkene med bøger til salg.
    Jeg var godt klar over, at jeg hverken ville kunne finde noder, bøger af fx Karen Blixen eller litteraturhistorie blandt de bøger, der enten skulle kasseres eller sælges, så jeg havde ingen forventninger om at finde noget af interesse, men jeg blev heldigvis glædeligt overrasket.
   Det viste sig nemlig, at jeg ret hurtigt fandt 15 bøger, som måske kunne få min interesse på et tidspunkt, så jeg slap 25 kroner og tog glad hjem med min fyldte bogpose. 
   Hjemme blev dagens bytte taget godt imod af både søn og kæreste, og de gik straks igang med at bygge en brandbil (se forsiden af bog nummer to, øverst til venstre i billedet). Den er stadig under konstruktion, men ih, hvor har de to hygget sig meget med det! Også bogen om gravemaskiner var et stort hit med det samme, og i dag var sønnen grebet af at kigge i bogen om, hvordan man laver dyremasker, og han jublede, når han så en giraf-, en tiger- og en abemaske osv. Det var skønt at opleve, og vi skal helt sikkert kigge mere i alle de 'nye, gamle' bøger.
   Det er mestendels bøger, som jeg ikke selv ville finde på at opsøge på et bibliotek, så jeg synes virkelig, at jeg har været heldig med mit bogkøb, og skulle der være en enkelt bog eller to, vi ikke kan bruge alligevel, vil en anden sikkert være glad for at overtage. Jeg glæder mig over de fine bøger, vi har fået til næsten ingen penge, og så glæder jeg mig allerede, til næste gang der bliver solgt ud af frasorterede bøger på biblioteket. Så skal jeg nemlig hen at kigge ...

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...