torsdag den 28. marts 2013

Gammelt venskab


Ih, altså! Jeg er helt "høj" efter at have haft besøg af en veninde, jeg ikke har set i 13 år, og som jeg i den mellemliggende periode kun har haft sporadisk kontakt med. Vi har aldrig været uvenner, og det er uvist, hvorfor vi ikke har haft mere kontakt i alle de år, men nu har vi i hvert fald fundet hinanden igen. Fantastisk!
   Veninden er i mellemtiden blevet gift og har fået to børn, og her hos os skal vores søn være storebror om fem måneder, så vi havde rigtig mange ting at fortælle hinanden, og nu har vi aftalt, at der i hvert fald ikke skal gå 13 år, før vi ses igen!
   For mange år siden spillede vi kammermusik sammen, men i dag nøjedes vi med at snakke og hygge os over en frokost. Det var så hyggeligt i dag - også for vores to drenge, og vi glæder os allerede, til vi skal ses igen. Der er så meget, vi skal have indhentet, og hvor er det dog fantastisk dejligt, at man kan "genoptage" et gammelt venskab og så bare snakke sammen som om, man sidst havde set hinanden dagen før.

søndag den 24. marts 2013

Tog


I mandags tog jeg sønnen med på togtur fra Odense til København og retur. Jeg havde et ærinde hos instrumentmageren, og så greb jeg chancen og tog drengen med. Det var første gang nogensinde, at han kørte i tog, og han nød hvert sekund! Det var næsten med ærefrygt, at han gik med ind i toget, og han sad så fint på sædet hele vejen og kiggede ud af vinduet og kommenterede alle de ting, han så. Han var vild med at køre i tog, og han nød at drikke vand af sin grønne drikkedunk, og han spiste den medbragte mad med velbehag.
   Det var en særdeles kold dag at være i København på, men han sugede indtryk til sig, og han fik hilst både på sin ene onkel og på instrumentmageren, som allernådigst fik lov til at beholde mors instrument i nogle timer.
   Da vi sidst på eftermiddagen var vel hjemme igen, var det med gode oplevelser i bagagen. Jeg havde fået justeret mit instrument, hilst på min bror og haft en fantastisk dag med min søn, og lige siden har han snakket om at køre i tog. Vi kørte endda i det røde tog (S-toget), som han særligt fremhæver som en stor oplevelse!
   I går kom så kulminationen på en uge, hvor vi dagligt har leget med og snakket om tog: vi tilbragte en stor del af dagen på Danmarks Jernbanemuseum! Vi fik set tog til den helt store guldmedalje, og to gange kørte vi med minitoget! Et stort hit var også at spise madpakker og efterfølgende lege med Brio-tog i det store legeområde.
   Jeg har købt et årskort, så vi (læs: jeg, for børn under fire år er gratis) kan komme gratis ind på Jernbanemuseet resten af året (og vi kan endda tage en ledsager med). Alene det første besøg er alle pengene værd, men vi ved allerede, at vi snart kommer igen. "Fut, fut, fut! Nu kører toget. Fut, fut, fut! Afsted, afsted!"

onsdag den 20. februar 2013

Uhm, simremad!


For noget tid siden købte manden i huset tre fasaner, og selvom vi gjorde os umage med tilberedelsen af de første to, var vi ikke helt blevet overbevist om, at fasan smager fantastisk. Det blev vi så i dag!
   Midt i projektet med at få ryddet ud i fryser og gemmerne i køkkenet, fandt jeg den sidste fasan i bunden af fryseren. Jeg var ikke særlig begejstret for at skulle have fasan til middag, for erindringen om de to første smagsoplevelser var ikke helt så positiv, som den måske kunne have været. Det er dog ret flot at kunne finde en fasan i fryseren, når man er midt i en spareøvelse, så vi skulle selvfølgelig have fasan til aftensmad, og det viste sig at være en kulinarisk oplevelse af de helt store!
   Vi tog udgangspunkt i en opskrift på coq au vin (hane i vin), hvor vi jo så erstattede hanen med en fasan... Vi havde heller ikke champignon, skalotteløg eller persille, men skalotteløgene kunne erstattes af almindelige løg, og champignon og persille blev blot udeladt af retten. Vi spiste naturris til, og retten havde stået og simret så tilpas længe, at fasankødet nærmest faldt af benene, bare man kiggede i nærheden af gryden. Gulerødderne var lige som de skulle være; hverken udkogte eller hårde, og så gav de jo retten lidt farve.
   Jeg glemte at tage billeder af vores fasan-simreret, fordi den duftede himmelsk, smagte fantastisk og blev spist, før jeg nåede at tænke på at forevige synsindtrykket af vores yderst vellykkede smagsoplevelse. Det kan i hvert fald anbefales at lade sig inspirere af en opskrift på coq au vin, når man skal tilberede fasan, og nu er jeg helt sikker: fasan smager fantastisk!

Pæreflæsk og andet godt fra fryseren

Hvis jeg skulle skrive et menukort over de retter, vi har spist i de seneste dage, ville retterne have navne som fx: "Ryd køleskabet", "Hvad fryseren gemte", "Dagens overraskelse" og "Den skjulte skat fra køkkenskabet". En af retterne ville sågar være "Pæreflæsk".
   I noget tid har vi været ramt af en hel masse uheld, som alle betyder ekstra udgifter, og vi er tilsyneladende midt i en stime af den slags... Heldigvis er jeg ovre min skulderskade, som jeg pådrog mig for en måned siden, men bilens forrude skal skiftes, vi har fået en vandskade imellem badeværelset og bryggerset, min cykel fik knas med gearene og skulle repareres hos cykelsmeden for en del mere end forventet osv. osv. Køleskabet lyder mærkeligt, og vi ved ikke, hvornår det skal udskiftes, og vi har en fornemmelse af, at vi en rum tid endnu vil blive ramt af en del uforudsete udgifter. Vi har derfor indledt en spareøvelse, der går ud på at få spist den mad, vi opbevarer i fryseren, køkkenskabe og -skuffer, før vi køber nyt ind. 
   Det er faktisk rart at få ryddet ud i gemmerne, og man kan blive overrasket over at finde en ingrediens, som man ikke har brugt i madlavningen længe. Det er selvfølgelig mest langtidsholdbare ting som fx linser, kikærter og ris, der findes i gemmerne, men det viser sig også, at der gemmer sig spændende ting i fryseren. Fx var det herligt en dag at finde rejer i vores fryser, og i går så jeg, at vi både havde bacon og æblestykker, så jeg besluttede, at vi skulle have æbleflæsk på rugbrød, fordi det var lang tid siden, at vi havde fået det sidst. Straks hældte jeg æblestykkerne op i en skål til optøning, men først da jeg havde stegt bacon og skulle til at bruge æblestykkerne, opdagede jeg, at det var pære og ikke æble, jeg havde taget op af fryseren. Der stod egentlig også "pærer i skiver" på fryseposen, men det havde jeg jo ikke læst, før det var for sent. I hvert fald var pærerne nu tøet op, så jeg sadlede om og lavede "pæreflæsk" i stedet for, og jeg har nu erfaret, at pærer indeholder meget mere væske end æbler...!   
   "Pæreflæsk" smager faktisk rigtig godt, men jeg havde ikke smagt det, hvis jeg ikke havde taget fejl af posens indhold, for normalt ville jeg nok lave pæretærte, hvis jeg havde pærestykker - og ikke æbler - til rådighed.

mandag den 4. februar 2013

Mus til fastelavn


Så er det sikkert og vist: Husets to-årige skal være mus til fastelavn i legestuen! Han har selv valgt, hvad han skal være ud fra et billede i et særnummer af Alt om håndarbejde fra 2003. Han ville gerne være en mus, og jeg åndede lettet op, for jeg havde ikke tidligere prøvet at sy fastelavnskostumer, så det passede mig fint at lægge ud med noget, der ikke var alt for kompliceret. Sønnen er meget glad for musedragten, selvom han ikke er meget for at tage den på(!), men det tager jeg nu ikke så tungt. Jeg nåede nemlig at lave en fastelavnsdragt til ham en hel uge før, det er fastelavn, og det er jeg ret stolt af.
   Man kan overveje, om der egentlig skal være sløjfer på en musedragt eller ej, men det var der på modelbilledet, så det skulle der selvfølgelig også være på sønnens dragt. (Og sløjfen på halen er syet fast, så den skal nok blive siddende, når først fastelavnsfestlighederne går igang). Det var rigtig, rigtig svært at få lavet halen, men det lykkedes, og nu er jeg forberedt til en anden gang. Hvem ved? Måske vil sønnen være kat til fastelavn næste år?

lørdag den 29. december 2012

Spiralsokker

   Hjemme hos os har vi en sokkekurv i entréen med tykke sokker til både husets beboere og evt. gæster. Derfor strikker jeg mest spiralsokker til sokkekurven, for de er uden hæl og kan derfor passes af de fleste fødder. 
   Det sidste par sokker, jeg har strikket, var af noget uldgarn fra Kvickly, som passede fint til pind 5,5. Jeg har ikke tidligere strikket sokker af dette garn og med denne pindestørrelse, så derfor skrev jeg ned, hvordan jeg gjorde. Jeg fandt frem til, at 32 masker var passende, og så gik jeg ellers igang. Opskriften vil jeg gerne dele, og den er her:

Spiralsokker

100 g (2 nøgler) Uldgarn Ideas Daily fra Coop (100 % uld).
Strømpepinde 5,5.

Slå 32 masker op fordelt på fire pinde. (Det kan selvfølgelig også være på tre pinde, men for en gangs skyld syntes jeg, det var rarest at strikke på fire pinde).



Der strikkes rib (2 r, 2 vr), som forskydes hver gang, der er strikket tre omgange. Ribmønstret strikkes altså over 12 omgange således:



1.-3. omg: Strik *2 r, 2 vr*. Gentag fra * til *.

4.-6. omg: Strik *1 vr, 2 r, 1 vr*. Gentag fra * til *.

7.-9. omg: Strik *2 vr, 2 r*. Gentag fra * til *.

10.-12. omg: Strik *1 r, 2 vr, 1 r*. Gentag fra * til *.



Dette ribmønster strikkes seks gange i alt - eller flere/færre gange afhængigt af, hvor lange sokker man vil strikke.



Herefter strikkes tåen i glatstrik.

1. omg: Strik ret (32 masker i alt).

2. omg: Strik *2 m sm, 6 m*. Gentag fra * til *.

3. omg: Strik ret (28 masker i alt).

4. omg: Strik *2 m sm, 5 m*. Gentag fra * til *.

5. omg: Strik ret (24 masker i alt).

6. omg: Strik *2 m sm, 4 m*. Gentag fra * til *.

7. omg: Strik ret (20 masker i alt).

8. omg: Strik *2 m sm, 3 m*. Gentag fra * til *.

9. omg: Strik ret (16 masker i alt).

10. omg: Strik maskerne sammen to og to. (Der er herefter 8 masker tilbage).

Bryd garnet og træk garnenden gennem maskerne.

Strik en sok mere.

God fornøjelse!

lørdag den 1. december 2012

En pose til en magnetomrører

   I dag har jeg syet en stofpose til opbevaring af en magnetomrører. Ved morgenbordet nævnte kæresten nemlig, at han jo lige havde fået tilsendt sin nye magnetomrører (magnetic stirrer; det danske ord må være "magnetomrører", medmindre der findes en officiel oversættelse, som jeg ikke kender), og at han nu manglede en stofpose til at opbevare den i. Egentlig sagde han, at han gerne bare ville have lidt hjælp til at sy sådan en, hvis jeg nu ikke selv havde tid til det, men jeg tænkte, at det jo var et projekt, som jeg sagtens kunne lave, selv hvis husets to-årige ville være med.
   Altså gik sønnike og jeg på jagt efter stof i gemmerne, og så hjalp vi hinanden med at sætte nåle i de udklippede stofstykker, så jeg kunne sy dem sammen, mens han undersøgte, hvor mange knappenåle der kunne være på bordet. Vi var et rigtig godt team, og resultatet blev en fin pose til magnetomrøreren. 
   Dette får mig til at tænke på, at man egentlig burde give gaver i stofposer i stedet for gavepapir. Eller i viskestykker, tørklæder og håndklæder i stedet for gavepapir. I hvert fald i en indpakning, der ud over at se flot ud, også kan bruges til noget, når gaven er pakket ud. Idéen er hermed givet videre!

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...