tirsdag den 16. februar 2016

Dukketøj

Børnene og jeg har vinterferie, og det er i den grad tiltrængt! Vi nyder at have fri, og vi har kun ganske få ting i kalenderen i løbet af ferien, for vi skal netop have tid til at lave så lidt som muligt, så vi rigtig kan få ladet op. 
For noget tid siden havde jeg børnene med i den lokale genbrugsbutik, hvor jeg købte en lille dukkeklapvogn og en dukke til datteren. Især klapvognen var - og er - et stort hit, men dukken havde kun ét sæt tøj (den lyserøde dragt på gulvet på billedet), så på datterens opfordring gik jeg i gang med at sy nyt tøj til den. Jeg nåede dog ikke så meget, for jeg skulle lige udarbejde mønstre og omtråde overlockeren, men det lykkedes da at få syet en hue, en bluse og to par bukser. Datteren blev så glad, og det blev moren også!
   Datteren har selv valgt stoffet til tøjet, og mere er på vej, for efter en lang ufrivillig sypause, fordi jeg har haft for meget andet at se til, var det sjovt at komme igang igen. De ternede bukser er syet af et par bukser fra H&M, som datteren havde arvet, men som havde huller på knæene. Bukserne er ca. str. 110, og den størrelse er min toårige datter jo slet ikke kommet til endnu, så hun ved ikke engang, at det er 'hendes' bukser, jeg har klippet i og syet dukkebukser af. Faktisk brugte jeg kun buksestof fra lige under knæene og ned (jeg kunne endda genbruge oplægningen på dukkebukserne), så det, der nu er tilbage af datterens arvede bukser, bliver til et par shorts, når jeg lige har kantet benene. Det øvrige stof til dukketøjet var nogle 'skæve' stykker stof fra restebunken. 

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...