søndag den 29. juli 2018

Tærter

Efter at have været på ferie i en uges tid er vi nu hjemme igen. Ligesom på ferien - og før - stod vi tidligt op i morges. Jeg tror, det første barn opdagede, at det var morgen, da klokken var 05.15 ...! Nå, men vi skal jo i hvert fald ikke gå glip af dagen, så vi var hurtigt i tøjet, og så var legen ellers i fuld gang. Børnene legede og legede, og det var skønt at opleve, at de var så glade for at være kommet hjem. Det var en god ferie, vi var på, men der er måske bare noget om, at "ude er godt, men hjemme er bedst". Tidligt fra morgenstunden gik manden i huset så i gang med at samle nogle skuffer til børnenes nye garderobeskabe, som vi samlede før ferien, og da han ikke havde brug for min hjælp til det, gik jeg i køkkenet, hvor jeg ville bage en broccoli/champignon-tærte til vores aftensmad senere i dag.
   Ret hurtigt stod det dog klart for mig, at jeg havde mange forskellige grøntsager, som jeg gerne ville bruge i en tærte, så jeg endte med at bage tre(!) forskellige: en broccoli/champignon-tærte, en løgtærte (både med de almindelige, gule løg og med rødløg, men også med resten af en salatdressing, jeg lavede i går) og en "ryd-køleskabet-tærte" bestående af aspargesbroccoli, aubergine, tomat, løg og kartofler. Kartoflerne blev tilføjet, fordi jeg alligevel ikke havde helt dej nok til tre tærter, så da jeg kun kunne dække halvdelen af det tredje tærtefad med dej, måtte kartofler udgøre resten af bunden.
   Klokken 9.30 var tærterne færdige, og dermed havde jeg allerede fået lavet (en del af) både frokosten og aftensmaden, inden det blev for varmt til at stå i køkkenet. I øvrigt har vi allerede spist næsten den ene tærte, og til aftensmaden supplerer vi med nogle majskolber, lidt (hvidløg)smør og en blandet salat (og måske lidt hummus, hvis en af os får det lavet. De kogte kikærter ligger allerede klar i fryseren, så det er bare om at gå i gang). Uhm, jeg glæder mig allerede til aftensmaden, og det gælder om at nyde tærterne, imens vi har dem, for jeg kan aldrig komme til at lave helt samme slags igen, fordi de på én gang er både restetærter og eksperimenter. Halvdelen af melet i dejen er f.eks. emmer, fordi jeg kom til at male for meget, da jeg malede mel til at tage med på ferien, og den anden halvdel af melet var det sidste fra en pose hvedemel, vi købte i Tyskland for et par dage siden, da vi løb tør for det, vi havde taget med hjemmefra. Jeps, vi maler nemlig selv vores mel i en lille kornmølle, vi har stående på køkkenbordet, og da vi var i sommerhus, var det rart selv at kunne bage morgenbrød uden først at skulle købe ind.
   Det er skønt at være hjemme igen. Nu vil jeg gå ud i haven og se, om der stadig er vand nok til de dyr, der eventuelt kommer på besøg, eller om jeg skal fylde op i drikkeskålene igen. Hav en skøn sommerdag!

tirsdag den 17. juli 2018

Så fik vi set giraffen!

For tre dage siden blev der født en lille hangirafunge i Odense Zoo, og i dag var vi så på barselsbesøg. Sikke en sød, lille giraf! Og vi var så heldige, at vi så den die hos sin mor. Skønt! Så har mor og barn det godt. 
   Vi kom sidst på eftermiddagen, blev der i tre timer og tog hjem ved lukketid. Det var nogle dejlige timer i zoologisk have, og det trængte vi til. Jeg vågnede nemlig op i nat i et alt for varmt soveværelse med nældefeber, opkast og generel utilpashed til følge, og så brugte jeg ellers et par timer skiftevis under bruseren og henover toilettet (og jeg fik selvfølgelig også vækket kæresten undervejs, selvom det ikke var min hensigt). Børnene sov heldigvis fra det hele, og kæresten faldt også hurtigt i søvn igen, men jeg skulle lige bruge lidt tid på at falde til ro, og det foregik mest under bruseren. Om jeg faldt hurtigt i søvn eller ej, ved jeg ikke, men jeg sov dårligt, og da jeg vågnede, var jeg bare helt enormt træt, så jeg tilbragte et par timer i sengen, mens børnene legede, og kæresten vist nok fik repareret et skab. Derfor havde vi ingen forventninger om at skulle ud af huset i dag, men da jeg havde genvundet energien, kørte vi i zoo, og det var en god beslutning. Det var nemlig hyggeligt at være på barselsbesøg hos girafferne, og det var rart, at en dag, der begyndte så dårligt, endte så godt. 

fredag den 13. juli 2018

Så fik vi besøgt elefanterne i Givskud Zoo

Så er ferien begyndt, og vi nyder at have god tid. Vi indledte ferien med at få styr på nogle praktiske ting. Bl.a. har vi hentet nye garderobeskabe til børnene i Ilva, og vi har derfor også brugt en masse tid på at få skabene samlet, men ih, hvor er det altså skønt, at børnene nu har god opbevaringsplads til deres tøj! 
   Derudover har vi været til fødselsdag og på familiebesøg, og så har vi endelig langt om længe gjort brug af en af de fordele, der er ved at have ZOOven-årskort til Odense Zoo: Vi har været i Givskud Zoo, som vi pga. årskortet gratis kan besøge én gang på et år, og det var en rigtig god oplevelse, hvor vi bl.a. fik set løver, zebraer og elefanter. I Odense Zoo er der ikke elefanter, så vi syntes, det var spændende at kunne se dem i Givskud, men selv hvis man ikke kommer for at se elefanter, er Givskud Zoo, der vist hed Løveparken, da jeg var barn, et besøg værd. I Givskud Zoo kan man køre på safaritur - bl.a. i det område, hvor løverne er - i sin egen bil, men dog under kyndig vejledning af Sebastian Klein, der på cd optræder som guide for turen. Der er også områder, hvor man kan gå rundt og se nogle af de andre dyr, ligesom der er store legeområder med legepladser, hoppepuder og trampoliner.
   Odense Zoo derimod er indrettet sådan, at man kun går rundt i haven, uanset hvilke dyr man skal se, og når man kan gå rundt til det hele, er man fri på en anden måde, end når man i nogle tilfælde er nødt til at køre rundt. Vi er rigtig glade for at komme i Odense Zoo (jf. vores Zooven-årskort), men vi havde altså også en skøn dag i Givskud Zoo. Og selvom vi var trætte og mættet af indtryk efter at have været på stedet i mange timer, havde børnene alligevel overskud til at hoppe løs på trampolinerne i en lille times tid, inden vi kørte derfra (hvis vi ikke havde insisteret på, at vi skulle hjem på det tidspunkt, havde de sikkert hoppet rundt endnu ...!).

Tilføjelse: I øvrigt er jeg ikke blevet bedt om at reklamere for hverken den ene eller den anden zoologiske have. Jeg er bare så glad for, at vi havde en god tur til Givskud, og at vi endelig fik udnyttet, at vi faktisk har fri entré dertil en gang om året. 
   

lørdag den 7. juli 2018

Nedtælling til ferie

Om to dage har vi ferie. Alle fire. Og ih, hvor er det tiltrængt!
Huset er ét stort rod, alting er beskidt, og det trænger gevaldigt til at blive gjort rent og ryddet op. Det er i dén grad ganske tydeligt, at vi har haft meget at se til i det sidste stykke tid, eller ... i hvert fald er det ganske tydeligt at se, at vi ikke har prioriteret oprydning, rengøring osv. i lang tid. Men det får vi styr på inden så længe, og derefter er vi klar til at tage på små ture ud af huset for at opleve sommeren rundt omkring. En af ugerne skal vi i sommerhus et sted i Tyskland, men ellers har vi kun ganske få aftaler i kalenderen. Faktisk vil vi gerne undgå at have for mange aftaler, for vi vil jo netop gerne være mest muligt uafhængige af kalender og ur i vores ferie.
   Lige nu skinner solen, men det er koldt og blæsende, så det er vist mest en indedag i dag. En dag, hvor der ikke skal ske ret meget. Jeg har dog lovet sønnen, at vi skal bage en kage i eftermiddag, så det skal vi selvfølgelig gøre, men ellers skal vi bare slappe af og lande oven på en uge (læs: mange uger) med mange aktiviteter. Hav en skøn dag - med eller uden blæsevejr!

tirsdag den 3. juli 2018

Sol og sommer, tørre blomster og æbler på vej

Solen skinner, det er varmt, og ligesom alt andet i haven trænger roserne til vand. Det er usædvanligt varmt og solrigt, og selvom det til tider føles næsten for varmt, er vejret en fordel for mine kolleger og mig i denne uge, hvor vi afholder musiksommercamp for en masse børn på en campingplads. Så kan vi nemlig have aktiviteter både ude og inde, og det er altså bare rigtig rart, når man også kan være udenfor. I dag var børnene ude at fange krabber og kigge på fisk sammen med en naturvejleder, inden vi gik i gang med vores musikalske aktiviteter, og det viste sig at være en rigtig god opbygning af dagen. Socialt var børnene sammen på en ny måde i forhold til i går, og her på andendagen var det sjovt at iagttage, hvordan alle børnene har fundet sammen på kryds og tværs, så det ser ud som om, at nogle af dem har kendt hinanden altid. Det er skønt med nye venskaber, og det er dejligt med en god stemning blandt både børn og voksne, for det gør alting meget nemmere.  
    Hjemme igen nød jeg at være sammen med min egen familie og høre om, hvad vores børn har lavet i løbet af i dag, men jeg var også godt træt efter at have været på hele dagen. Mine kolleger har det på samme måde, men det er en rar måde at være træt på, for vi har haft (endnu) en god dag sammen, og så er det jo det hele værd (men jeg glæder mig nu stadig, til jeg har ferie). Efter at have siddet helt stille på sofaen med lukkede øjne i noget tid, og uden at tænke på noget som helst, var jeg en tur ude i haven, hvor der stadig er rart at være, selvom alting visner pga. den igangværende tørke.
I den ene ende af haven har vi dog et par æbletræer, der delvist står i skygge, og de ser faktisk ud til at have det fint. Uhm! Jeg glæder mig, til æblerne er modne, og vi kan plukke dem. Nogle år har vi næsten ikke haft nogle æbler, og andre år har vi haft rigtig mange. I år er vist et "mellem-år" hos os, for der er hverken få eller mange æbler på vores træer, men der er nogle, og det er dejligt! Det er så skønt, når man bare kan gå ud i sin have og plukke et æble. Eller flere. Vi har altid gang i mange projekter af forskellig art, så det der med at have en prydhave er vi ikke så gode til, men med frugttræer og så ganske få andre ting kan vi bedre være med. F.eks. tomat-, peberfrugt- og agurkeplanter i drivhuset. I år har vi dog ikke noget i drivhuset, fordi vi ikke har haft (eller taget os?) tiden til det, men næste år, prøver vi igen. Især tomater vil vi gerne have både i drivhuset og i krukker på terrassen. Og så gerne nogle squash i haven. Og måske nogle kartofler. At drømme om det er i hvert fald et godt sted at starte. Så kan man tænke det hele igennem, lægge (alt for mange) planer, drømme lidt mere, og på et tidspunkt er det tid og sted til at gøre noget ved sagen, så i hvert fald nogle af planerne bliver til virkelighed.
   Jeg nyder, at det er sommer (og at jeg snart har ferie!), selvom det er bekymrende, at det usædvanligt varme vejr jo sandsynligvis er forårsaget af klimaforandringer som følge af, at menneskeheden ikke kan finde ud af at passe ordentligt på jorden. Det undrer mig til stadighed, at der findes politikere og beslutningstagere, der ignorerer klimaproblemerne, for hvad kan være vigtigere, end at passe på vores jord? Heldigvis er der også ildsjæle, som forsøger at få os alle i en mere bæredygtig og klimavenlig retning. Jeg tager hatten af for ildsjælene og ønsker alle en god sommer!
  

søndag den 1. juli 2018

Ærteposer af restestof

Ih, hvor var det skønt at spise en is ude i haven sammen med børnene i formiddags, mens solen skinnede, og sommerfuglene fløj så tæt forbi os, at vi kunne se de fine mønstre på deres vinger! Vi sad på tæppet og fortalte hinanden historier og blev tanket op af god energi. 
   Nu leger børnene selv, mens jeg er ved at forberede nogle ting til den kommende uge, hvor jeg skal undervise på en musiksommercamp. Jeg har lavet nogle nye rytmekort, som skal bruges, når børnene skal lære en ny sang, og så har jeg syet nogle ekstra ærteposer, så jeg er sikker på at have nok. Vi skal nemlig lege nogle lege, hvor vi bruger ærteposerne, så her var lige en god lejlighed til at få brugt nogle flere stofrester. Nogle af ærteposerne er i øvrigt linseposer, for bagerst i skabet fandt jeg en (glemt) halv pose grønne linser, som havde mindste holdbarhedsdato for to år siden, og selvom linserne sikkert sagtens kunne bruges nu, ville jeg hellere bruge dem til "linseposer", så vi i stedet for kan spise de kikærter vi har af noget nyere dato.  
   Vejret er skønt, så nu vil jeg sætte mig ud i haven og drikke en kop te og mærke sommeren, inden jeg skal forberede det sidste til i morgen.