mandag den 10. juni 2013

Så fik jeg syet en ventebluse

 Efter at have taget tilløb i flere uger har jeg nu syet en ventebluse (Burda 8376, model A) til mig selv. Der er stadig plads til forbedringer, men jeg har lært rigtig meget af processen, og så har jeg jo faktisk også fået en ny bluse ud af det. Jeg har stof liggende til en mere, og planen er, at jeg skal sy en til.
   Jeg kan nemlig desværre ikke passe det tøj, der findes i butikkerne, da jeg befinder mig lige midt imellem to størrelser, og det gælder altså også, når det drejer sig om ventetøj. Derfor er jeg kommet frem til, at jeg er nødt til at lære at sy tøj til mig selv, så jeg ikke altid skal gå rundt i noget, der er lidt for stort.

I øvrigt synes jeg, at det er svært at finde stof - både i de fysiske stofbutikker og i butikkerne på nettet. Tilsyneladende er der ikke så mange forskellige stoffer at vælge imellem, og det er ofte de samme få farver, nuancer og mønstre, der går igen i sortimentet flere steder. Stoffet til ventebluserne har jeg købt hos Stof 2000, men for det meste køber jeg stof over nettet hos Fjølner, som vist har det største udvalg af stof her i landet.

tirsdag den 4. juni 2013

En fleecetrøje med brandbiler, ambulancer, politibiler - og en lynlås


 
 For noget tid syede jeg et par fleecebukser til sønnen. Jeg brugte noget gult fleecestof fra Fjølner med udrykningskøretøjer på, fordi ambulancer, politibiler og brandbiler i øjeblikket er et stort hit hos husets yngste. I et par uger gik jeg så som katten om den varme grød og kiggede på resten af fleecestoffet, for der skulle jo gerne laves en bluse ud af det, men jeg have ikke lige et mønster ved hånden, og jeg var ikke modig nok til at improvisere. Et biblioteksbesøg gav mig imidlertid løsningen, for jeg fik lånt flere gode bøger med mønstre og syvejledninger til tøj i små størrelser, og sønnen fik valgt en model, som han gerne ville have syet. Det var en trøje med tryklåsknapper, og jeg fik tegnet mønstret af, klippet stoffet ud og syet selve trøjen. I morges fik jeg så sat halvdelen af tryklåsknapperne i trøjen blot for at konstatere, at stoffet var for tykt og/eller at tryklåsknapperne var for små ... Altså måtte jeg have fat i nogle andre eller finde på en anden løsning. I en butik i nærheden købte jeg en lynlås, og da jeg stadig er temmelig urutineret i disciplinen at sy lynlåse i tøj, tog det mig lang tid at færdiggøre trøjen, men lynlåsen kan nu både lynes op og ned, og det ser jeg som et godt tegn.
   Jeg skal på arbejde lige om lidt, så jeg må vente med tålmodighed på at se sønnen i den nye trøje, for han er i dagpleje lige nu. Det er min kæreste, der henter ham, og jeg har lagt trøjen på sønnens værelse, og så må de se, om de har lyst til at prøve nyt tøj, når de kommer hjem, eller om det skal vente til en anden dag.
   Da jeg syede fleecebukserne, havde sønnen dem med i seng de første tre nætter. Han havde dem ikke på, for han havde jo fået at vide, at det ikke var nattøj, så han valgte at holde bukserne under armen i stedet for ...
   Jeg glæder mig, til jeg bliver rigtig god til at sy lynlåse i, for så vil jeg gå igang med flere syprojekter, der netop inkluderer en lynlås.

lørdag den 1. juni 2013

Eksperimenter i køkkenet: Brændenældepandekager og hindbærbananmuffins


Vi har valgt at abonnere på Aarstidernes dogmekasse, som udelukkende indeholder danske grøntsager. Varerne er alle økologiske, og eftersom det er årstidens aktuelle grøntsager, får vi indimellem også prøvet nogle grøntsager, som vi nok ellers ikke ville købe.
   Denne gang fik vi en rigtig god kasse med nogle af de grøntsager, som vi sætter allermest pris på, men vi fik også et bundt brændenælder, og det satte gang i nogle overvejelser om, hvad man egentlig kan bruge brændenælder til. Jeg kan huske, at jeg for mange år siden fik en rigtig lækker brændenældesuppe på en spejderlejr, men siden dengang har jeg faktisk ikke spist brændenælder.
   Aarstiderne kom med svaret, for i det medfølgende opskriftshæfte var der en fin opskrift på brændenældepandekager, som også findes på dette link:Brændenældepandekager
   Jeg kastede mig straks over opgaven, og med møje og besvær lykkedes det mig at få lavet nogle rigtig lækre brændenældepandekager. I virkeligheden er de rigtig nemme at lave, men jeg havde afmålt væsken forkert(!), og så blev første pandekage jo temmelig tynd, men jeg fik reddet produktionen ved at tilføje en masse mel, så dejen fik en ordentlig - og brugbar - konsistens alligevel. Vi kunne ikke spise op, og derfor gemte jeg de sidste pandekager i køleskabet, og næste morgen var der nogen i husstanden, der spiste dem, mens jeg var i bad ... Konklusionen må være, at det ikke er sidste gang, jeg laver brændenældepandekager, men næste gang har jeg tænkt mig at dosere væsken rigtigt med det samme ... 
   Men her var det ikke slut med køkkeneksperimenterne. Da sønnen sov til middag og kæresten var på arbejde, benyttede jeg min alenetid til at bage muffins. Jeg havde besluttet, at jeg ville "bage noget med hindbær", så om det skulle være en tærte eller muffins, var egentlig ikke så afgørende, for jeg havde alligevel ikke nogen opskrift. Jeg ledte lidt på nettet, men fandt ikke, hvad jeg søgte, så jeg improviserede mig frem til følgende opskrift:
Hindbærbananmuffins
Ingredienser:

300 g mel
2 tsk bagepulver
100 g rørsukker
1 tsk vanillepulver
2 spsk kakaopulver
1 æg
2,5 dl mælk
50 g olie (der plejer at stå smeltet smør i div. opskrifter, men jeg havde ikke smør)
frosne hindbær på slump (jeg vil gætte på ca. 100 g)
1 banan skåret i meget små stykker

Fremgangsmåde:

Æg og sukker piskes, og bagepulver, mel, vanillepulver, kakaopulver, mælk og olie tilsættes. Det hele piskes, og tilsidst vendes hindbær og bananstykker i dejen, der herefter fordeles i ca. 18 muffinsforme.

Bagetid i varmluftovn: ca. 18 minutter ved 200° C.

Resultatet var overraskende godt! Overraskende, fordi jeg jo er amatør og bare havde improviseret mig frem, men smagsmæssigt en rigtig god oplevelse. Dog har jeg tænkt mig at tilføje chokoladestykker (ca. 50 g, tror jeg) næste gang, jeg vil bage hindbærbananmuffins, for jeg har en idé om, at det faktisk ville være en ganske fin tilføjelse.