Viser opslag med etiketten "Sy til din baby" november 2013. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten "Sy til din baby" november 2013. Vis alle opslag

tirsdag den 19. november 2013

Når man klipper og syr, før man tænker ...

Jeg kan rigtig godt li' isoli, og derfor købte jeg for snart lang tid siden noget sort af slagsen, som jeg ville sy et par bukser af til mig selv. Tanken var, at det skulle være  en form for joggingbukser, men af en eller anden grund var det mønstret til tætsiddende leggings, der blev lagt på stoffet, da projektet skulle føres ud i livet. Stoffet blev klippet ud, og jeg nåede også at sy benene sammen, inden jeg opdagede, at jeg ikke kunne få dem på ... Isoli er altså bare ikke det samme som tyndt jerseystof, som jeg kort forinden havde syet flere fine leggings af.
   I flere uger lå de halvfærdige leggings, der jo så ikke kunne blive til bukser i min størrelse, oven på en bunke stof og nærmest grinede mig op i ansigtet, hver gang jeg kom forbi. Suk ...! Jeg havde virkelig set frem til at gå rundt herhjemme i et par lækre isoli-joggingbukser, men det må så vente, til jeg har købt mere isoli, og til jeg har klippet og syet den rigtige buksemodel.
   For et par dage siden tog jeg mig endelig sammen og gjorde noget ved mit mislykkede bukseprojekt. Jeg fandt nemlig ud af, at joggingbukser i str. 104 er omtrent lige så brede som leggings i str. xs, og med det rigtige mønster lagt på stoffet, fik jeg klippet og syet et par bukser til sønnen i str. 104. Tadaaa! Så gik det lækre stof alligevel til et godt formål!
Leggings str. 104 og bukser str. 62-68.
Ved samme lejlighed fik jeg syet et par bukser til datteren af en rest jersey, som jeg tidligere har syet leggings af til mig selv. Det er efterhånden ved at tynde godt ud i mit stoflager, og det er dejligt. Det giver nemlig et større overblik over, hvad jeg har liggende, og så er det - ikke at forglemme - en god anledning til snart at købe mere stof.

torsdag den 14. november 2013

Varme leggings

Så er der også syet et par varme leggings til datteren. Stoffet er en rest råhvid uldjersey, og mønstret er fra Minikrea.
Varme leggings i uldjersey str. 68/74.
Jeg har efterhånden fået klippet en del stof ud til kommende syprojekter, som jeg ser frem til at (få tid til at) sy. Nu har jeg ikke mere uldjersey, men jeg skal helt sikkert sy noget mere af den slags stof på et senere tidspunkt. Det er ikke særlig spændende at se på, men det luner!

søndag den 10. november 2013

Enkle bukser syet af stofrester

 Jeg har gang i to projekter for tiden; nemlig at få brugt (en stor del af) mine stofrester, før der må købes nyt stof, og deltagelse i "Sy til din baby" i november måned. Foreløbig har jeg dog stort set ikke haft tid til at være kreativ med stof, imens det har været november, så indtil nu har min deltagelse i "Sy til din baby" mest bestået i at læse med hos alle de aktive bloggere, der har skrevet om alt det, de indtil nu har fået fra hånden - og det er meget! Og også vældig inspirerende. Tak for det!
   Alligevel har jeg med udgangspunkt i et eksisterende mønster (Minikrea 10400) for noget tid siden fået klippet stof ud til fem par bukser til datteren, og på et eller andet tidspunkt er det også lykkedes mig at nå at få dem syet. Datteren har allerede brugt de tre mindste par bukser en hel del, men der går lige lidt tid, inden hun kan passe de to par i den næste størrelse. 
Bukser: to par i str. 62-68 og tre par i str. 56-62.
Bukserne er helt enkle og udelukkende syet af stofrester fra gemmerne. Det røde og gule stof er i øvrigt genbrug, idet det faktisk tidligere har været hhv. en bluse og en top i str. small.
   Når der bliver tid til det, vil jeg klippe stof ud til bl.a. kjoler til datteren og bukser til sønnen. Jeg har nemlig fundet nogle små rester i stofbunkerne som fint ville kunne bruges til et bærestykke til en lille kjole eller til lommer til bukser. Idéer til syprojekter er der nok af; det er bare tiden, der ikke helt slår til i øjeblikket.

torsdag den 31. oktober 2013

Dåbskjolen

I tirsdags var det tre år siden, jeg så min lillebror, Samuel, i live for sidste gang, og til januar er det tre år siden, vi mistede ham. Dengang, i januar 2011, var min søn 2½ måned, og det var planlagt, at han skulle døbes i marts. Det var også planlagt, at jeg skulle strikke en dåbskjole til ham, men hele januar gik uden, at jeg fik rørt hverken garn eller strikkepinde. På det tidspunkt havde jeg kun strikket de første fire pinde, så det lignede ikke en dåbskjole overhovedet, men en dag besluttede jeg, at selvom jeg havde mistet min højt elskede lillebror, så skulle mit liv ikke også være slut nu og slet ikke min søns! Derfor satte jeg mig for, at jeg ville strikke dåbskjolen færdig, for livet skulle gå videre.
   Det tog lang tid at strikke dåbskjolen, og hver pind bestående af 425 masker tog ca. en halv time at strikke, så når jeg havde ammet sønnen om natten og lagt ham til at sove, strikkede jeg lige en pind, inden jeg selv gik i seng. Jeg strikkede og strikkede, og ved hver maske har jeg tænkt på Samuel. Mine tårer har gjort garnet vådt, men jeg har også fået styrke ved at strikke den dåbskjole, fordi jeg fik tænkt så mange tanker. Jeg fik strikket en masse minder ind i en dåbskjole, som senere skulle være det synlige bevis på nogle helt andre minder.  
   Jeg nåede på en måneds tid at få strikket dåbskjolen færdig, og en kyse blev det også til. Sønnen var et smukt og dejligt dåbsbarn, og vi havde en fin dåbsdag på trods af sorgen.
Dåbskjolen med tilhørende kyse.
   Det stykke håndarbejde, der har betydet allermest for mig at lave, er derfor dåbskjolen til vores børn. Ja, den blev jo i sin tid strikket til sønnen, men datteren skal også have den på, og jeg glæder mig til at se hende i den til januar, når hun skal døbes.
   Dåbskjolen er strikket i råhvid Baby merinould fra Drops, og mønstret er at finde på garnstudios hjemmeside: Dåbskjole fra Drops. Det er det sværeste og største projekt, jeg nogensinde har strikket, men selvom en dåbskjole kun bruges af et barn én gang, er jeg rigtig glad for og stolt af, at jeg fik den strikket.
   Jeg har meldt mig til "Sy til din baby", der finder sted i november måned, hvor rigtig mange bloggere sætter fokus på syet babytøj. Derfor kiggede jeg i dag i gemmerne for at få overblik over, hvad vi allerede har liggende af babytøj fra vores søn. Blandt babytøjet var også kassen med dåbskjolen, og jeg tænkte, at jeg ville vise den frem på "Gem et lille smil", fordi den måske kunne give andre inspiration til selv at lave en dåbskjole.

tirsdag den 8. oktober 2013

Tema i november: syning af babytøj

Billedet er fra bloggen www.laralil.blogspot.dk.
Anna Svenning, der står bag bloggen LaRaLiL, har valgt at sætte fokus på fremstilling af babytøj og babyaccessories hele november måned, og det vil jeg selvfølgelig gerne bakke op om. Da jeg i sin tid oprettede bloggen, "Gem et lille smil", vidste jeg ikke, at den - i hvert fald for en periode - ville komme til at handle så meget om syning, som tilfældet er, men det gør ikke noget, for jeg synes, det er sjovt at kaste mig ud i diverse syprojekter. Også selvom de ikke lykkes lige godt alle sammen. Det har nemlig vist sig, at jeg finder rigtig meget inspiration ved at følge med i, hvad andre bloggere skriver om og viser frem på deres blogs. Denne inspiration giver masser af energi, og så lærer jeg faktisk også en hel del af de (mest sy-)projekter, jeg kaster mig ud i.
   Jeg har stadig som projekt, at jeg skal bruge (det meste af) mit stoflager, før jeg må købe nyt stof, men det kan jo sagtens kombineres med at sy babytøj. Det svære er det med tiden. Med en lille baby og et børnehavebarn er det aldrig til at vide, hvornår der er tid til hvad, men det gør ikke noget. Hvis ikke jeg selv får syet noget babytøj, skal jeg helt sikkert nok nå at blive inspireret til at sy noget på et senere tidspunkt.

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...