lørdag den 3. marts 2012

Vasker du også legetøj?


   Jeg er et af de mange mennesker, der aldrig kommer helt til bunds i bunken af vasketøj. Uanset hvor mange systemer, jeg finder på, er der altid en kategori af tøj, der skal vaskes for sig, bedst som jeg tror, at nu er jeg kommet til den sidste vask for denne omgang. Egentlig har jeg ikke noget imod at vaske tøj, men jeg undrer mig til stadighed over, at vasketøjet bare sådan hober sig op. Det er som om, at kurvene med snavsetøj bliver fyldte, bare man går forbi dem!
   Men jeg vasker jo også tøj, der ikke når at komme i snavsetøjskurvene. F.eks. sengetøj, overtøj, barnevogsnbetræk og legetøj! Og det er faktisk mig selv, der vælger at vaske legetøj, selvom min søn også af og til putter nogle sjove ting i vasketøjskurven. Forleden fandt jeg en gryde, et låg og en grydeske i den ene kurv. De skulle selvfølgelig også vaskes, så det havde han jo egentlig tænkt helt rigtigt, men jeg må indrømme, at jeg vaskede tingene i hånden i køkkenvasken. Derimod vil jeg gerne vaske hans tøjdyr indimellem, og det har jeg gjort i dag. Og meget vasketøj eller ej... Man kan altså ikke undgå at blive glad, når man bagefter ser nogle søde tøjdyr på tørresnoren. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar