tirsdag den 19. november 2013

Når man klipper og syr, før man tænker ...

Jeg kan rigtig godt li' isoli, og derfor købte jeg for snart lang tid siden noget sort af slagsen, som jeg ville sy et par bukser af til mig selv. Tanken var, at det skulle være  en form for joggingbukser, men af en eller anden grund var det mønstret til tætsiddende leggings, der blev lagt på stoffet, da projektet skulle føres ud i livet. Stoffet blev klippet ud, og jeg nåede også at sy benene sammen, inden jeg opdagede, at jeg ikke kunne få dem på ... Isoli er altså bare ikke det samme som tyndt jerseystof, som jeg kort forinden havde syet flere fine leggings af.
   I flere uger lå de halvfærdige leggings, der jo så ikke kunne blive til bukser i min størrelse, oven på en bunke stof og nærmest grinede mig op i ansigtet, hver gang jeg kom forbi. Suk ...! Jeg havde virkelig set frem til at gå rundt herhjemme i et par lækre isoli-joggingbukser, men det må så vente, til jeg har købt mere isoli, og til jeg har klippet og syet den rigtige buksemodel.
   For et par dage siden tog jeg mig endelig sammen og gjorde noget ved mit mislykkede bukseprojekt. Jeg fandt nemlig ud af, at joggingbukser i str. 104 er omtrent lige så brede som leggings i str. xs, og med det rigtige mønster lagt på stoffet, fik jeg klippet og syet et par bukser til sønnen i str. 104. Tadaaa! Så gik det lækre stof alligevel til et godt formål!
Leggings str. 104 og bukser str. 62-68.
Ved samme lejlighed fik jeg syet et par bukser til datteren af en rest jersey, som jeg tidligere har syet leggings af til mig selv. Det er efterhånden ved at tynde godt ud i mit stoflager, og det er dejligt. Det giver nemlig et større overblik over, hvad jeg har liggende, og så er det - ikke at forglemme - en god anledning til snart at købe mere stof.

2 kommentarer:

  1. Godt at du fandt en løsning. Fine bukser :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. For mig er der nærmest gået sport i at finde anvendelse til alt mit stof, så jeg er også rigtig glad for, at stoffet kunne bruges til noget alligevel. :-)

      Slet

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...