torsdag den 1. maj 2014

Rød t-shirt med hvide stjerner på

T-shirt str. 104-110.
Så er vi endelig kommet over endnu en omgang sygdom herhjemme. Pyha! Det er skønt og meget tiltrængt, at vejret har været så godt de seneste dage. Det har givet fornyet energi, og det gør det bare nemmere at komme igennem perioder med modgang.
   Langt om længe har jeg fået lagt sidste hånd på en t-shirt, som jeg har syet til sønnen (ja, ja; som så ofte før har jeg taget billeder på det forkerte tidspunkt, hvor lysforholdene ikke er optimale, men jeg har dog fået taget et billede, og det er i sig selv en stor bedrift, synes jeg).
   Farverne på billedet snyder lidt, for t-shirten er faktisk rød med hvide stjerner på, så jeg vil prøve at få taget et nyt billede i dagslys en anden dag. Sønnen har selv valgt stoffet, og det var også hans idé, at halsribkanten skulle være hvid. Faren mente først, at t-shirten virkede for piget, men hverken sønnen eller jeg tænkte, at den var piget. Han så nemlig brandsmart ud, da han havde den på i børnehaven i dag sammen med de røde fleecebukser med brandbilen på, som jeg syede for noget tid siden. I øvrigt kan jeg ikke forstå, at farver skal opfattes som hhv. pige- og drengefarver. Jeg nyder, når hele farvepaletten bliver brugt af både piger og drenge.
   Det var første gang, jeg syede efter Minikreas T-shirt-mønster, men på trods af et par skønhedsfejl hist og pist er jeg selv ret godt tilfreds med resultatet. Jeg skal i hvert fald have syet ham nogle flere t-shirts, for dels lærer jeg noget af det, og dels kunne han godt trænge til nogle nye t-shirts, han kan passe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...