lørdag den 5. august 2017

Vel hjemme igen

Vel hjemme igen efter en fin tur i Sverige, hvor vi blandt andet besøgte Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby og Brio Lekoseum i Osby, har vi været et smut forbi Odense Zoo, hvortil vi har årskort. Denne gang kom vi helt tæt på dødningehovedaberne, eller Hr. Nilsson-aberne, som vi kalder dem efter Pippi Langstrømpes abe. I zoo fik vi også set de nye kænguruer, ligesom børnene fik brugt en masse energi på den store legeplads midt i haven. 
   Resten af ferien var vi hjemme for at få slappet af, men også for at få klaret nogle praktiske ting i hus og have. Bl.a. har jeg ryddet op og sorteret i børnenes garderober, og nu er en stor del af deres aflagte tøj givet videre til andre børnefamilier, der kan have gavn af det. Det er blevet hverdag igen, men lige nu er det også weekend, hvor børnene og jeg har fri. Kæresten er på arbejde, og børnene har leget godt hele dagen. Jeg har været aktiv i køkkenet og fået bagt gulerodsboller og kage, og så toppede vi en god dag med at spise svensk pølseret og salat til aftensmad. Og så er jeg kommet i gang med at sy lidt igen! Jeg fik lige syet to t-shirts med Paw Patrol i april, men ellers har der været for meget at se til i foråret, så jeg ikke har haft tid til at sy. 
T-shirts med Paw Patrol til lillesøster og storebror.
   Sønnen kan rigtig godt li' at gå i joggingbukser, og især røde bukser har længe stået på ønskesedlen, men efter forgæves at have ledt internettet igennem for at finde røde bukser i str. 128 eller 134, måtte jeg selv i gang med at sy. Jeg har ellers også søgt under pigetøj på de forskellige hjemmesider med børnetøj, fordi den røde farve (desværre) ofte bliver betragtet som en pigefarve, men uden held. (Jeg gør alt, hvad jeg kan for at fortælle mine børn, at der ikke er noget, der hedder pige- eller drengefarver, og at alle kan gå i alle farver uanset køn. Jeg synes ikke, min søns garderobe skal begrænse sig til blå, grøn, grå og sort, når fx rød klæder ham rigtig godt, ligesom min datters garderobe heller ikke skal bestå af kun lyserød og lilla. De må gerne få tøj i de nævnte farver, men de skal ikke føle sig begrænsede i deres tøjvalg og farveønsker, bare fordi tøjindustrien forsøger at diktere, at nogle farver kun er forbeholdt et bestemt køn. Og så fik jeg så lige givet udtryk for en af mine kæpheste.) 
De røde joggingbukser er lidt kedelige på billedet, men i det virkelige liv er de lige, som de skal være. Røde, behagelige at have på, og så har de to forlommer, hvilket ikke er at foragte, når man er næsten syv år og har stor fornøjelse af at have lommer, man kan putte små dimser i. Sidste år kunne jeg købe både røde og gule joggingbukser til sønnen i H&M, og han har været så glad for begge par, så jeg har også købt stof til at kunne sy ham et par gule bukser (fordi jeg heller ikke har kunnet finde bukser i den farve til ham). Og så er datteren også begyndt at tale om, hvad hun mangler af tøj, så der er rigeligt at se til; det er bare tiden, der ikke helt slår til. Men selvom det bare var et par ensfarvede joggingbukser, jeg fik syet i dag, var det skønt at sy igen, og så gælder det jo om at nyde det, så længe ens børn gider gå i hjemmesyet tøj. 

God weekend!  

 

2 kommentarer:

  1. Så greit å kunne sy for da kan man gi barna det de ønsker - fine barneklær :)

    SvarSlet
  2. Tak. :) Ja, og børnene sætter virkelig pris på det, når jeg syr til dem. Det er dejligt.

    SvarSlet

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...