Både nyt og gammelt stof. Hvad skal jeg mon sy af det? |
Ih, altså! Så gik der næsten et helt år, hvor jeg slet ikke fik skrevet et eneste indlæg på bloggen! Jeg
har endda lyst til at blogge, og jeg ved også, at der faktisk er nogle, der læser med af og til, så nu må jeg i gang igen.
I det sidste års tid har jeg haft alt for meget at se til, men nu lysner det lidt, og om mindre end to uger står sommerferien for døren! Og jeg glæder mig. Glæder mig til at holde fri og bare være. Glæder mig til at være sammen med min familie og ikke skulle holde øje med klokken og kalenderen. Ordet "ferie" lyder som sød musik i mine ører. Jeg skal bare liiiige arbejde halvanden uges tid endnu, men så er det også ferietid for os alle fire. Det bliver godt.
Så kom der en lap på lommen. |
I dag har jeg faktisk en halv fridag, og det kribler sådan i mine fingre efter at få ryddet op i gemmerne, få sorteret, omorganiseret og ... ja ... at få lidt styr på det hele igen. Jeg kan også mærke, at jeg trænger til at sysle med diverse håndarbejde igen. Det har jeg nu længe haft lyst til, men jeg har ikke haft tiden til det, så nu skal det være! Jeg skal bare lige have fingrene i stof og garn først, og så skal jeg drømme lidt, lægge planer for, hvad jeg vil sy og strikke, gå lidt rundt om mig selv, og så skal jeg i gang. Egentlig er jeg allerede gået i gang med at brodere et lille juleforklæde, som kan sættes på en flaske, men det er så lille et projekt, at det (næsten) ikke tæller med i det dér med, at "nu skal det være", men der er mindre end et halvt år til jul, så det er kun på tide, at jeg er i gang med at brodere julepynt.
Og her blev der også syet en lap på. |
Vi er så heldige her i huset, at vi arver tøj fra andre, og derfor sørger jeg også for, at andre arver tøj fra os. Det betyder meget i perioder, hvor pengene er små, at man kan få tøj forærende, og det føles også godt at hjælpe andre i samme situation. Jeg har lige foræret to sække aflagt børnetøj væk, og det var rigtig rart - både for modtagerne og for os, for det ligger jo bare og fylder, når man ikke længere selv skal bruge det, og så kan det lige så godt være andre til gavn. Nu er jeg så ved at gennemgå børnenes garderober for at se, om noget er for småt, eller om noget af tøjet måske skal repareres. Og ganske rigtigt: Der var lige nogle shorts, der godt kunne trænge til en kærlig hånd, så en rest stof blev brugt til formålet, og så fik det første par shorts nyt liv i form af to lapper.
Rigtig mange af datterens leggings får huller på knæene, og ofte stopper jeg hullet, så tøjets levetid kan forlænges lidt, men er de meget slidte, når hun ikke længere kan passe dem, bliver de herefter lavet om til klude. Klude af aflagte leggings og t-shirts er ofte de bedste. Jo, selvom jeg rydder op og lægger på plads, får jeg også repareret lidt tøj undervejs, og samtidig får jeg en masse gode idéer til, hvad og hvordan jeg skal bruge mit stof og garn. Jeg lægger stof til side, skriver lister og nyder at få lidt styr på det hele igen. Men nu skal jeg ud at nyde det gode vejr, inden jeg skal arbejde, så det dér med at sy "rigtigt" må vente til en anden dag, men det gør ikke noget. Jeg fik lidt fra hånden, og det gav både energi og inspiration.
Hav en dejlig sommerdag!
Det kender jeg alt for godt mht lysten til at være kreativ,men tiden bare "bliver væk" med arbejde og ja, bare hverdagen. Dejligt du har muligheden for at komme i gang igen.
SvarSletFlere burde dyrke det kreative noget mere. Det giver god energi at fordybe sig i f.eks. kreative sysler.
SvarSlet