fredag den 26. april 2019

Jeg vil vide mere om Syrien

Adjeh patata (kartoffelkager).
I går fik vi syriske kartoffelkager (adjeh patata) til aftensmad. Egentlig lød menuen ifølge madplanen på diverse rester, men jeg havde lyst til at supplere med noget andet, og så lavede jeg kartoffelkagerne efter en opskrift i Syriens gryder. En kulinarisk dannelsesrejse (af Ruth von Sperling, Pernille Kløvedal Helweg og Trine Hahnemann, 2015), som jeg lånte på biblioteket forleden. Der er både allehånde og spidskommen i opskriften, hvilket faldt i god jord hos de voksnes smagsløg, mens børnene i familien syntes, at det var lidt for uvant en smag. 
   Efterfølgende har jeg bladret lidt i bogen, og jeg kan se, at jeg gerne vil afprøve mange af opskrifterne. Det er nemlig min nye interesse at sætte mig lidt ind i syrisk kultur og herunder også det syriske køkken.


For nogle dage siden skrev jeg følgende opslag på facebook, idet jeg gerne ville have gode forslag til at finde syrisk litteratur, så jeg kunne komme godt i gang med mit forehavende: 


Litterater, bogorm, læseheste og andet godtfolk! 
Jeg ved for lidt om syrisk litteratur (og syrisk kultur i det  hele taget), så det vil jeg gerne gøre noget ved. Jeg kan ikke forstå arabisk (men jeg kan tælle til fire på kurdisk!), så det er oversat litteratur, jeg skal have fat i. Gerne dansk, men svensk, norsk, tysk eller engelsk kunne også være en mulighed. Har I nogle forfatternavne eller titler, I kan anbefale?
   


Herefter var jeg så heldig at få nogle forslag på ikke bare syriske digtere, men også både bogtitler og forfattere fra f.eks. Libanon og Iran. Derfor har jeg nu bestilt alt, hvad jeg kan komme i nærheden af i dansk oversættelse på biblioteket. Indledningsvist læste jeg Puk Damsgårds Hvor solen græder. En fortælling fra Syrien (2014), som gav et godt indblik i konflikten i landet og et indtryk af en kultur, som er værd at stifte nærmere bekendtskab med.
   Men hvorfor vil jeg egentlig vide noget om Syrien? Jo, jeg har mødt nogle søde mennesker, der er flygtet fra Syrien, og som nu bor i mit lokalområde. De gør en masse for at sætte sig ind i danske forhold og dansk kultur, og en dag slog det mig, at jeg stadig ved alt for lidt om Syrien, og at den nærmeste til at ændre på det er mig selv.

   Derfor er jeg nu gået i gang med at låne bøger om Syrien på biblioteket, idet jeg gerne vil vide lidt om både landets historie og den nuværende politiske situation, ligesom jeg også gerne vil stifte nærmere bekendtskab med landets kultur, herunder litteraturen. Aftensmaden i går var bare et udslag af min nye interesse.  
   For et par uger siden havde jeg for første gang besøg af en syrisk kvinde, som er jævnaldrende med mig selv, og som har børn på alder med mine. Vi havde i noget tid skrevet lidt sammen via facebook, fordi hun er i gang med at følge et fjernkursus i dansk, og jeg havde tilbudt, at hun kunne sparre med mig, hvis hun havde brug for at få uddybet noget. Det var rigtig spændende at mødes, og det er planen, at vi skal mødes igen. I øvrigt har det vist sig, at hun kender en syrisk familie, som vi allerede har en del kontakt med, eftersom vi har børn, der går i klasse sammen, så verden bliver hele tiden mindre. 
   I morgen vil jeg gå i gang med at læse digte af Adonis. Der er nemlig flere, der har anbefalet mig at læse netop Adonis' digte, så det vil jeg lægge ud med at gøre. Jeg glæder mig allerede. 

2 kommentarer:


  1. De ser lækre ud kartoffelkagerne.
    Altid spændende med input fra andre lande.
    -og dejligt med lærerigt og uddybende læsning.
    God fornøjelse😊

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Ja, det er dejligt med inspiration andre steder fra. For et par dage siden fik vi f.eks. spinatpandekager til aftensmad, fordi jeg faldt over en opskrift på nettet, og deviste sig at være et hit herhjemme. Ikke mindst pga. den flotte grønne farve.😊

      Slet

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...