lørdag den 17. august 2013

Fra bukser i str. S til babybukser

Engang for længe, længe siden, dengang jeg stadig forsøgte mig med at købe tøj til mig selv over nettet, købte jeg et par sommerbukser, som desværre viste sig at være et fejlkøb. (Ok, indrømmet; billedet får ikke bukserne til at fremstå særligt præsentable, men da de blev fotograferet, havde de også ligget i en kurv i mange måneder, og da jeg tog dem frem, tænkte jeg slet ikke på, at de skulle tage sig godt ud på et billede).
 
   Jeg kan rigtig godt li' det blomstrede stof i hvid og orange, men bukserne sad bare dårligt på mig. Lommerne var syet forkert på, så jeg var nødt til at vende om på for og bag for at kunne bruge bukserne, og så var lommerne endda for tunge i forhold til resten af stoffet, så jeg var hele tiden ved at tabe bukserne, når jeg havde dem på. Derfor blev de hurtigt forvist til "tøj til forandring"-kurven, hvor de lå i mange måneder ind til i dag.
   Inspireret af bl.a. Christina (bloggeren bag Carla og krudtuglen), der har syet en del lækkert børnetøj til især Carla, fik jeg den idé at sy et par babybukser i str. 62/68 af mit fejlkøb. Jeg kunne selvfølgelig også have valgt at klippe lommerne af og sy bukserne ind, men det var bare sjovere at sy babybukser, og så havde jeg i øvrigt en rest orange ribstof, der lige nøjagtigt var stort nok til at blive til både talje- og benrib på babybukserne. 
   Dog skulle det vise sig, at benribkanterne var for små, selvom jeg havde fulgt mønstret, for jeg kunne ikke strække ribben så meget i det valgte stof, men jeg havde heldigvis mere orange stof på lager, så benribben blev altså orange alligevel. Bare i noget andet stof. -Og modtageren af bukserne tager det nok ikke så tungt, at talje- og benribkanterne ikke er syet i det samme stof ...!
(Ja, ja; jeg ved godt, at billedkvaliteten ikke er fantastisk, men billedet giver nu alligevel et indtryk af, hvordan de færdige babybukser ser ud.)
   Det var ærgerligt, at jeg ikke kunne bruge indkøbte bukser, men det føles godt, at bukserne så alligevel kan bruges, selvom der lige skulle en omsyning til.

fredag den 16. august 2013

Strikkehjælp: hvordan man kan skifte tråd midt i arbejdet

Jeg har en god veninde, der har kastet sig ud i kunsten at lære at strikke. Hun befinder sig lige nu i Portugal og har spurgt mig om et godt tip til, hvordan man skifter fra det ene garnnøgle til det andet midt i arbejdet. På både Paapinden.dk, Garnstudio.com og Farmorfabrikken.dk er der gode vejledninger til forskellige måder at skifte tråd på, men for det meste skifter jeg tråd på denne måde (og hvis den allerede er demonstreret på en af de nævnte hjemmesider, har jeg overset den):

Strikkehjælp: hvordan man kan skifte tråd midt i arbejdet

Det er altid godt at begynde på et nyt garnnøgle et sted i arbejdet, hvor det ikke kan ses. I denne strikkeprøve er det dog helt bevidst, at jeg skifter garnnøgle midtvejs, fordi jeg netop ville vise et eksempel på, hvordan jeg griber det an, når jeg er nødt til det. Den tråd, jeg har brugt i arbejdet indtil nu, kalder jeg tråd A.
Når jeg ikke har ret meget af tråd A tilbage, strikker jeg tråd B ind i arbejdet.
Jeg lægger tråd A over venstre hånds pege- og langefinger (altså over to fingre), og til venstre for tråd A lægger jeg tråd B over venstre pegefinger (altså kun over én finger).
Når den ene tråd ligger over én finger, mens den anden ligger over to fingre, er det for, at jeg bedre kan styre, hvilken tråd jeg vil strikke med.
 Først strikker jeg en maske af tråd A.
Derefter strikker jeg en maske af tråd B, og således strikker jeg skiftevis en maske af tråd A og tråd B, indtil jeg har strikket nok til, at jeg føler, at tråd B er ordentligt implementeret i arbejdet. Kort før tråd A slipper op, slipper jeg den og strikker resten af pinden med tråd B.
På bagsiden fremkommer de to tråde (hhv. starten af tråd B og slutningen af tråd A), som man så kan vælge at hæfte.
Jeg håber, at ovenstående giver mening. Jeg kunne jo også have vist det med to forskellige farver for overskuelighedens skyld, men hensigten var jo netop at vise, at man ikke lægger mærke til trådskiftet på retsiden, når begge tråde har den samme farve.
Jeg håber, jeg fik de rigtige detaljer med, men hvis jeg - eller en anden - opdager mangler i denne vejledning, skal jeg nok rette den til, så den giver mening for andre end mig selv. God strikkelyst!

torsdag den 15. august 2013

Hav en dejlig dag!

I dag bliver en god dag. Det kan jeg mærke. Fuglene kvidrer, solen skinner, og selvom det stadig er lidt koldt, er det ikke for koldt. Der er kun få roser tilbage i haven, der blomstrer, men for en måneds tid siden kunne vi nyde synet af den gule rose på billedet, som ganske længe så så fin ud lige ved vores terasse. Vi har rigtig meget "vild" have (andre kalder det "ukrudt" ...!), men roserne passer jeg godt på, fordi jeg synes, de er så smukke.
   Det er rart at gå ude i dag, men lige nu er jeg indenfor. Der er noder på nodestativet, der venter på mig, og når jeg lige har drukket en kop te, skal der øves. Senere skal jeg have ordnet nogle praktiske ting, men det bliver dagen ikke mindre god af. Hav en dejlig dag!

mandag den 12. august 2013

En jordbærhue


Jeg har efterhånden strikket en del jordbærhuer til både piger og drenge. Flest til min egen søn, og huerne er selvfølgelig røde, fordi et jordbær er rødt. Allerede som baby havde min søn en jordbærhue, og ofte mødte jeg kommentaren: "Sikke en sød datter, du har. Hvad hedder hun?", fordi mange åbenbart tænker, at et barn med en rød (jordbær-)hue på selvfølgelig må være en pige. Nu hvor sønnen snart er tre år, er jordbærhuen stadig et hit, og den er selvfølgelig stadig rød og grøn, fordi det nu engang er de farver, et jordbær har. (Og jordbærhuen er så meget et hit, at sønnen en tidlig lørdag morgen i juli måned havde iført sig jorbærhue, handsker, shorts og kortærmet t-shirt, da han skulle med i Kvickly ...!)
   En af mine veninder har en skøn datter, som er jævnaldrende med min søn, og hende har jeg også strikket en jordbærhue til, men den er forlængst blevet for lille, så nu er jeg gået igang med at strikke en ny og større jordbærhue til hende. Imidlertid var jeg lidt for hurtig til at slå masker op, så da jeg havde strikket halvdelen af huen, opdagede jeg, at den var for lille, fordi der manglede 10 masker i omkredsen. Og så var der jo ikke andet at gøre end at pille op og begynde forfra ... 
   For det meste strikker jeg efter en opskrift, som jeg har købt hos Tante Grøn (og som jeg lige pt. ikke kan finde på deres hjemmeside, men mon ikke de har den på forespørgsel?), og ellers findes der flere fine jordbærhueopskrifter på nettet, som man også kan lade sig inspirere af. De fleste jordbærhuer, jeg har set opskrifter på, er strikket i glatstrik, og så er det lidt forskelligt, hvor mange røde masker, der er imellem lusene (de grønne masker i huen). I huen på billedet er der strikket en grøn maske, tre røde masker, en grøn, tre røde i en omgang efterfulgt af tre omgange med kun den røde farve. Huens størrelse afgør så, hvor mange omgange med lus, der er plads til. 
   I øjeblikket har jeg svært ved at sove om natten, da halsbrand, plukkeveer, babyspark m.m. gør det svært for mig at falde i søvn, men så er det nemlig godt med et lille strikkeprojekt, som en lille jordbærhue jo er. Huen til min venindes datter er et sådant "natteprojekt", og jeg skal ikke være bange for at lægge strikketøjet fra mig midt i en omgang, for det er ganske nemt at finde tilbage i mønstret igen, når jeg genoptager strikkearbejdet.
   Nu vil jeg strikke videre på den jordbærhue, jeg er igang med, og så håber jeg, at søvnen snart indfinder sig. Godnat!

lørdag den 10. august 2013

Tog, tog, tog!

Så befinder vi os endnu engang på Danmarks Jernbanemuseum, og endnu engang glæder jeg mig over, at vi har købt årskort til dette herlige sted, for hvor nyder vi dog meget at komme her. Kæresten og sønnen er i fuld sving med at lege med Brio- og Legotog, og jeg sidder bare tilbagelænet på en stol og smiler, fordi de hygger sig sådan.
   Med ønsket om en skøn dag til alle!

fredag den 9. august 2013

Redebygning

Der ligger nye buketter med lavendel på badeværelset, og jeg nåede at øve fløjte i formiddags, inden det blev alt for varmt. Herligt! Med kun en måned til terminsdatoen er der mange praktiske ting, jeg gerne vil have fra hånden i god tid, så vi bare er lidt klar, når det nye familiemedlem melder sin ankomst. Det er vist i virkeligheden dét, man kalder: at bygge rede. Tidligere på sommeren har jeg fx syet sengetøj til barnevognen, og i den forløbne uge har jeg syet ni par bukser! To par fritidsbukser (med udgangspunkt i dette mønster) til mig selv og syv par babybukser i de tre mindste størrelser. Stof og tråd havde jeg i forvejen, så jeg har kun skullet bruge penge på en bred elastik til fritidsbukserne.
Det føles godt at få brugt en masse stofrester, fordi jeg får ryddet op i nogle ting samtidig med, at vi får lidt mere babytøj på lager uden at bruge penge på det. Vi har nemlig ikke så meget tøj, fra da vores nu knap tre-årige søn var baby, fordi vi dengang lånte en del tøj i de mindste størrelser, men med syv par bukser føjet til garderoben, er vi nu godt med. 
   Farvevalget er i øvrigt bestemt af, hvilke stofrester jeg havde liggende, men også valgt ud fra, at bukserne skulle kunne bruges uanset barnets køn.
   Det næste, jeg skal sy, er nu ikke noget til babyen, men derimod en joggingdragt til den kommende storebror. Vi købte nemlig noget fint fleecestof med biler på til formålet, da vi var i Lübeck for en måneds tid siden. Stoffet er forlængst vasket, så når jeg har fået tegnet mønstret af og klippet stoffet ud, er jeg klar til at sy igen. Det bliver dog først i næste uge, for kæresten har friweekend, så den skal nydes sammen med ham og sønnen. 
   Med ønsket om en god weekend til alle!

torsdag den 1. august 2013

Burda 8376 (kombination af model A + B)

Så lykkedes det endelig at få syet en kortærmet ventebluse færdig. Pyha! Det var et af de projekter, hvor jeg hele tiden begik en masse fejl, selvom der undervejs var forskellige tegn på, at alarmklokkerne burde ringe (fx var jeg sulten, fordi det var lige før frokosttid, det var temmelig varmt, og jeg forsøgte at være hurtig, så jeg lige kunne nå at blive færdig, inden jeg skulle spise osv.). Halsbesætningen kom jeg i første omgang til at sy forkert på, og efter at have pillet den af to gange, måtte jeg konstatere, at jeg havde syet skævt med overlockeren, så der nu manglede noget stof forrest på halsbesætningen. Øv! Det så ikke godt ud, og så kunne jeg jo ikke nå at blive færdig med blusen inden spisetid, og jeg kunne i hvert fald slet ikke nå at have den på, når vi senere på dagen skulle på besøg hos nogle venner. Jeg ville ellers gerne have vist den til min syinteresserede veninde. Nå, men nu er den færdig, og så må hun i første omgang nøjes med at se et billede af den, da vi bor i hver sin landsdel og derfor ikke ses så tit.
Billedet afslører, at jeg har bundet bindebåndet i den ene side, men det er jo et bånd, jeg binder, hver gang jeg tager blusen på, så det går nok.
   I et et tidligere blogindlæg har jeg vist et billede af den første ventebluse (Burda 8376 A), jeg syede, men denne udgave er et kombination af to modeller (Burda 8376 A, som har lange ærmer og bindebånd og Burda 8376 B, som har korte ærmer og intet bindebånd). Jeg fandt  nemlig ud af, at den kortærmede version (model B) så temmelig uheldig ud på mig, når der ikke var noget bindebånd, så det måtte jeg lige tilføje. I øvrigt har jeg kun benyttet den halve længde til båndene i forhold til mønstret. Jeg synes nemlig ikke, at jeg har brug for at kunne binde en sløjfe hverken på maven eller på ryggen, så jeg har kortet båndene af, og den udgave af blusen passer godt til mig.
   Derudover har jeg erfaret, at det er forbavsende nemt at forstå Burdas syvejledninger. Jeg gik nemlig længe som katten om den varme grød og havde ikke helt mod på at gå igang med et Burda-mønster, fordi jeg - uvist af hvilken grund - troede, at det var for svært at forstå syvejledningen. I virkeligheden er der nogle af de såkaldt "lette" syvejledninger af andre mærker, der kan være ret svære at forstå, fordi den danske oversættelse ikke altid er så god. I disse tilfælde kan det være en fordel at have syvejledningerne liggende på flere sprog, så man kan sammenligne sprogene og på den måde regne ud, hvad der egentlig burde have stået på dansk.  
   Alt i alt er jeg selv ret godt tilfreds med resultatet af mit seneste syprojekt, som jeg endnu engang har lært en masse af. 

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...