torsdag den 9. januar 2014

9. januar

I dag er det tre år siden, at vi mistede Samuel. Det er stadig ikke til at forstå, at han ikke bare kommer ind ad døren i morgen, sender mig en indforstået sms i aften, eller ringer til mig om en time. Han er jo stadig i mine tanker, og han bor i mit hjerte. Familien, vennerne, enken, kammeraterne, kollegerne og mange andre tænker stadig på ham, og han har stadig en stor plads i mange hjerter. Og det glæder mig midt i sorgen. 
   Man kan ikke spole tiden tilbage, og man kan ikke ændre noget, der er sket, men man kan lære at leve med det skete. Jeg lever med sorgen. Sorgen bor i mig, og i dag er en hård dag, hvor der både er plads til tårer og smil. Tårer, fordi ... ja, fordi jeg savner ham helt vildt! Og smil, fordi ... fordi han fik så mange mennesker til at smile. Fordi han ønskede, at man huskede ham med smil, hvis han gik bort før tid. Han blev kun 23 år, men han var et stort menneske. Jeg vil aldrig glemme ham.
   I dag er det bidende koldt udenfor, og det har regnet og blæst hele dagen. Flere gange i dag har jeg gået tur med datteren i barnevognen, hvor jeg bare har gået og gået og mærket elementernes rasen og ladet tårerne trille. Midt i alt det triste og grå, har jeg også smilet igennem tårerne og tænkt på nogle af de rare ting, vi har oplevet sammen. Det har været rart at gå ude i dag og få tænkt nogle tanker. 
   I mit vindue brænder et lys, jeg har tændt for Samuel. Et lille lys, der lyser op i mørket på en kold og våd dag i januar.
Et lys for Samuel.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar