onsdag den 2. april 2014

Hele huset dufter af te ...

Masser af te til min veninde og mig.
Jeg har sammen med en veninde købt te hos A. C. Perch's Thehandel, og i dag kom postbudet og leverede vores noget store bestilling hos mig, og nu dufter det af te i hele huset.
   Det er ganske lang tid siden, at jeg sidst har købt te, så det var skønt endelig at få nyt igen. Jeg har købt fem teer, og det har min veninde også, og vi har bestilt forskellige teer, så vi kan smage hos hinanden. Dertil har jeg bestilt 30 tebreve med Hvid Tempelte samt 30 tebreve med syv blandede aroma-teer.
   Den grønne fremvisningsæske, som tebrevene ligger i, var ikke med i dagens forsendelse. Den købte vi (fyldt med tebreve) derimod for tre år siden, da vi fejrede sønnens barnedåb, så vi havde noget godt at byde de gæster, der gerne ville drikke te. Til daglig bruger jeg nemlig te i løs vægt, fordi det er billigere end tebreve, og fordi udvalget så er større, men nogle gange er det bare hyggeligt med et lille tebrev i sin kop. Kæresten bad mig derfor om også at bestille nogle tebreve, så i denne omgang kunne jeg altså ikke "nøjes" med bare at købe fem poser te ...
   Sønnen har allerede leget postbud og fragtet tebreve rundt i hele huset, fordi de var så fine. -Og så har han konstateret, at han godt kan lide Hvid Tempelte. Jeg synes også, at tempelteen er god, men i morgen vil jeg smage en anden te. Jeg glæder mig allerede.

Dette indlæg er ikke sponseret af A. C. Perch's Thehandel, men derimod et udtryk for min egen begejstring for den gode te og den gode service, som jeg altid oplever at få hos Perch's, og jeg synes, at gode oplevelser skal deles.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...