torsdag den 28. juli 2016

Nye shorts og udklædningstøj

Sønnen trængte til nye shorts, og jeg havde nogle perfekte stofrester til formålet. I hvert fald er den snart 6-årige så glad for sine nye shorts, at han ikke har tænkt sig at skulle have lange bukser på foreløbig!
   Imidlertid mente han også, at vi manglede noget nyt klædudtøj, så han designede en bluse med inspiration fra Cirkus Summarum 2015, som vi lige har set på youtube, hvor Motor Mille har sølvfarvet tøj på, imens hun fanger monstre. Hendes mærke på tøjet sidder godt nok i venstre side, men det kunne han ikke huske, da han tegnede blusen til mig, og jeg tænkte ikke lige på at tjekke originalen, så derfor sidder mærket i højre side på sønnikes bluse. I øvrigt har han selv tegnet øjnene på monstret på mærket, ligesom han også selv har fundet det røde og det grønne stof i bunken med jerseystofrester.
   Nu har jeg så (næsten) ikke mere af det sølvfarvede palietstof (jeg har muligvis nok til at sy et stykke dukketøj eller en Barbiekjole), men hvis jeg falder over det hos Stof 2000, der jo har sommerudsalg pt., har jeg lovet ham at købe noget af det, så jeg kan sy ham et par bukser, der passer til. Motor Mille har vist egentlig en heldragt på, men et todelt sæt i samme farve er vel også ok. Så mangler han bare et par briller, men dem har jeg nu ikke tænkt mig at sy ...

Tilføjelse dagen efter sent om aftenen: Sønnen var heldig, for næste formiddag kom faren forbi Stof 2000, hvor han købte lidt mere af det sølvfarvede stof (til nedsat pris endda!), og samme eftermiddag blev der så syet et par sølvfarvede posebukser af det nyindkøbte stof. Sønnen havde Motor Mille-tøjet på resten af dagen, og han fandt ud af, at hans solbriller passer fint til tøjet. Desværre kom han til at forlægge dem, da han var ude at lege, så dem skal vi lede efter i morgen, men pyt! Motor Mille-tøjet er i hus, og sønnen er glad. Det er det vigtigste. Brillerne skal vi nok finde, og imens vi leder, kan vi jo udtænke, hvordan et nyt sæt udklædningstøj til datteren skal se ud. Eller om det måske i virkeligheden er ved at være tid til at sy noget dukketøj. Jeg har nemlig mere stof, der ville egne sig fortrinligt til enten udklædnings- eller dukketøj.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar