For nogle måneder siden såede jeg rød
basilikum og bredbladet persille i krukker, som stod indenfor. Senere
har jeg stillet krukken med bredbladet persille ud på terrassen, og
krukken med rød basilikum står nu i drivhuset, og begge ser ud til
at stortrives, selvom jeg løbende høster en del. Der er nu ikke
noget så skønt som friske krydderurter i maden!
Jeg har stadig masser af timian,
oregano, purløg, citronmelisse og mynte i krydderurtebedet, der dog lige
pt. er næsten dækket af meget højt græs, men det skal der snart
gøres noget ved, for jeg nyder sådan at have krydderurter, og så
går det ikke, at de forsvinder helt i "vildnisset". Min
rosmarin overlevede desværre ikke vinteren, for jeg havde ikke tænkt
på at grave den op og tage den indenfor, så jeg har lige sået
rosmarin påny og venter spændt på, om frøene overhovedet bliver
til noget.
Jeg har også sået tomat, agurk, gul
squash, grøn squash, radiser og rucola, og agurkeplanterne står nu
ude i drivhuset i nogle kapilærkasser, og de første gule blomster
er begyndt at komme frem. Jeg ved ikke, om jeg har valgt det rigtige
tidspunkt til at så i, men det er heller ikke så afgørende, for
jeg lærer en masse af processen, og det er (næsten) lige så
vigtigt som at opnå resultater. Jeg nyder i hvert fald at gå og
holde øje med, hvad der sker, og sønnen og kæresten er gode til at
hjælpe med at vande, så mit lille såprojekt er faktisk også
blevet et fælles anliggende for hele familien.
Og så dufter
krydderurter i øvrigt også så dejligt, at man ikke kan undgå at være i godt
humør, når man har været i nærheden af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar