Jeg havde glædet mig til at være med på vognen og få syet - og efterfølgende vist og skrevet om projekter med stofrester her i første halvdel af november, men jeg har haft for meget at se til, så jeg nåede ikke at være med i denne omgang. Til gengæld har Christina (Carla og Krudtuglen) skrevet en masse inspirerende indlæg om emnet, som jeg varmt kan anbefale at læse. Selvom jeg har haft travlt med (især) arbejdet, har jeg alligevel nået at læse med hos Christina og mange andre, og det har været en fornøjelse at følge lidt med alligevel.
Min manglende aktivitet på bloggen skyldes altså ikke manglende bloglyst, men simpelthen for mange ting om ørerne på én gang. Jeg har heller ikke nået at sy noget som helst i det sidste stykke tid (ud over at sy navnemærker i noget af børnenes tøj, men det jo ikke rigtigt "at sy", vel?), men jeg glæder mig til snart at komme igang igen. Jeg har i hvert fald en bunke stof liggende, der forlængst er klippet ud til diverse syprojekter, så når jeg får hentet overlockeren fra serviceeftersyn, må jeg se at få genoptaget syningen.
Men når jeg nu ikke kan fremvise eller skrive om nye syprojekter, vil jeg i stedet for vise jer et billede af en kran. Nemlig en ganske særlig kran.
 | |
| Sønnens nye kran. |
Kranen er nemlig noget helt særligt, fordi sønnen er så glad for den, og fordi han var det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt og derfor fik kranen forærende.
I fredags hentede min kæreste, Claus, børnene i hhv. dagpleje og børnehave. Han havde datteren i barnevognen, og sønnen skiftevis stod på ståbrættet eller gik og holdt Claus i hånden. Det var en lang tur hjem. Det regnede, og det var koldt og blæsende. Børnene var trætte, og det gjaldt bare om at komme hjem i tørvejr så hurtigt som muligt.
Da de endelig nærmede sig vores hus, mødte de en dame fra et af de andre huse på vejen, og hun skulle egentlig lige til at køre på genbrugspladsen med en masse ting, da hun fik øje på Claus og børnene, og så spurgte hun, om ikke vores søn kunne tænke sig at få den kabelstyrede kran, som hendes børn forlængst var blevet for store til at lege med, og som ellers bare skulle smides ud. Om han kunne?!? Sønnen sang, da han kom hjem med den fine gave, og der blev leget og leget med kranen til den helt store guldmedalje resten af dagen! Senere tegnede han to fine tegninger til den flinke dame som tak for den flotte kran, og Claus og jeg synes bare, det er fantastisk, at et menneske, som vi tidligere kun har hilst på, når vi tilfældigt har mødt hinanden på vejen, havde lyst til at give vores søn sådan et fint stykke legetøj. (Datteren er i øvrigt også rigtig glad for kranen, og hun får heldigvis også indimellem lov af storebroren til at lege med den. Lidt i hvert fald.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar