søndag den 9. februar 2014

Formiddagshygge og endnu en lille hue

Udenfor er det gråvejr. Jeg tænker på Samuel og smiler samtidig med, at jeg er lidt trist. Jeg savner ham, men lever med sorgen. Livet går videre. Livet skal gå videre. Jeg holder øje med gråvejret, for lige pludselig skinner solen igen.
   Det er søndag morgen, og kæresten er på arbejde. Datteren har lige sovet og ligger nu på et tæppe og ruller rundt og ruller rundt - og lander uden for tæppet. Så griber hun fat i en rangle, putter den ind i munden, eller ... - hvis hun ikke kan nå den, prøver hun på bare at nå den med tungen. Hun prøver ihærdigt. Hun vil nå den rangle. Tungen kan ikke nå den. Fingrene kan heller ikke nå den. Så maver hun sig lidt frem, og kan hun godt nå den. Hun "snakker" lidt med den, og måske får den også lidt skældud. Hun er glad for den rangle. Den skal undersøges, leges med, passes på, vendes og drejes. Hun hygger sig. 
   Sønnen er stadig i nattøj. Vi er nemlig ikke rigtig kommet længere i dag. Han står ved stuebordet og leger med en bil, han har lånt af en ven, og så ser han en dvd med "Cars 2". Ja, han spørger mig nogle gange, om vi ikke skal se "filmen med McQueen og politibilen". Det er så "Cars 1". I dag spurgte han, om vi ikke skulle se "filmen med Bumle, der går på toilettet", og det var så "Cars 2"(!).
Hue til nyfødt.
    Han kan godt li' kombinationen af biler og deres menneskelige træk. De nuttede ansigtstræk på bilerne er også et hit, så Disney har fat i noget rigtigt dér. Han ser glad ud, sønnen. Han hygger sig.
   Jeg har ryddet op i køkkenet efter morgenmaden og ellers bare ladet bunkerne af vasketøj blive liggende. Jeg har siddet ned og slappet af sammen med mine skønne børn, og så har jeg strikket endnu en hue til en præmatur baby. Bare sådan, fordi jeg er i humør til at strikke små huer. Jeg hygger mig med det. 
   Kæresten kommer tidligt hjem fra arbejde i dag. Det bliver en god dag. 

Må du og dine også have en dejlig dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Vi nyder at have sommerferie

Det blæser, det er gråvejr, og vi har allerede spist nybagte boller og drukket varm kakao i dag. Man skulle tro, der var tale om...