mandag den 3. februar 2014

Neonatalstrik

Bomuldshue til nyfødt.
I forgårs opdagede jeg siden Neostrik.dk, og formålet med at strikke tøj til for tidligt fødte børn på neonatalafdelingerne på landets hospitaler er jo supergodt, så jeg besluttede mig for, at her ville jeg gerne gøre en indsats. Der var ikke langt fra tanke til handling, så jeg fandt linket til en gruppe på facebook, anmodede om medlemsskab, fandt filen med en opskrift og strikkede min første hue til projektet!
    Faktisk blev jeg så grebet af at strikke den lille hue, at jeg brugte nogle sene timer om aftenen på at strikke, hvilket betød, at jeg ikke fik sovet ret meget den nat, for datteren skulle stadig ammes, og sønnen vågnede og var syg og skulle have trøst og omsorg - og en vågen mor. Men jeg fik strikket en hue, og det var godt! Det var skønt at få strikket lidt, og det er jo egentlig også ganske praktisk, at jeg bare kan bruge af mine bomuldsgarnrester og så samtidig være med til at gøre en forskel. Jeg vil gerne strikke mere til de for tidligt fødte børn, så jeg vil forsøge at få strikket lidt, når muligheden opstår. Hue nummer to er allerede på pindene, og selvom tid ikke er det, jeg har mest af, tror jeg, at jeg nok skal få strikket lidt alligevel.
   Hvis man har lyst til at strikke til for tidligt fødte børn, eller hvis man bare har lyst til at donere noget bomuldsgarn, kan man læse mere om projektet på Neostrik.dk, og på Facebookgruppen, "Strik til børn på neonatalafdelinger i Danmark", kan man selv melde sig som strikker. God strikkelyst! 

2 kommentarer:

  1. Skønne farver :)
    Kunne godt tænke mig at lære at strikke, kan bare ikke finde tiden - tror også det er svært :-D
    Kh Sabrina

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Sabrina. :-) Hvis du skulle få lyst til at lære at strikke en dag, er der masser af hjælp at hente rundt omkring på nettet. Bl.a. på www.paapinden.dk og www.farmorfabrikken.dk.

      Slet