For to år siden købte jeg det fine, gule stof med aber på. Jeg brugte det som foer til nogle elefanthuer, og min dengang knap et-årige søn var lidt ærgerlig over, at det fineste stof vendte indad, men var ellers glad for huerne, der havde fleece på ydersiden.
I dag har jeg syet en ny elefanthue til ham, og denne gang er den kun syet i tyndt bomuldsstof, fordi den skal kunne være under en cykelhjelm, når det er koldt. Jeg ved ikke, om abestoffet er interessant for en knap tre-årig, men nu har jeg i hvert fald brugt den sidste rest af det til ydersiden på den nye elefanthue. Indersiden er gul og helt ensfarvet.
Jeg har brugt et mønster fra Onion (40001), som er lige til at gå til og nemt at arbejde med - også når man endnu ikke har så meget erfaring udi kunsten at sy. Og den knap tre-årige skal helt sikkert have flere elefanthuer - både endnu en i tyndt stof til at have på under cykelhjelmen og et par huer i fleece, til når han ikke har cykelhjelm på, så jeg skal nok få brugt nogle af mine stofrester, og hvem ved? Måske er det ham selv, der vælger hvilket stof, jeg skal bruge til den næste hue?
Og uanset hvad andre synes om stofvalget til huen, så kan jeg kun være i godt humør, når jeg kigger på den. Hav en dejlig dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar