Højgravid

Måske sker der snart noget. Måske ikke. (Jo, selvfølgelig sker der snart noget, men spørgsmålet er bare, hvornår "snart" er ...) Graviditeten har nu varet i 38 uger og en dag, og min krop er ved at være godt tung. Vi kender ikke barnets køn, og det gør heller ikke noget, for det finder vi jo ud af inden så længe. Mange har spurgt mig, om vi ved, om det bliver en dreng eller en pige, men lige som med vores første barn har vi valgt, at vi først vil kende barnets køn til fødslen. Flere har sagt til mig, at jeg har en "drengemave", og at også vores andet barn er en dreng. Ingen har gættet på en pige, og selv kan jeg hverken fornemme eller vide noget som helst. Vi glæder os til at se vores barn, men det er ikke så vigtigt for os, om det er en dreng eller en pige. Derimod håber vi meget på at få en sund og rask baby.

   Lige nu tænker jeg faktisk mere på den kommende storebror end på det barn, der snart kommer til verden. Vi har nogle måske-aftaler med tre familier om, at de skal tage sig af vores søn under fødslen, men hvem, det skal være, afhænger nemlig af, hvornår fødslen finder sted. Det er mennesker, vi er trygge ved, men det er alligevel lidt svært at forestille sig, hvordan alt det praktiske løser sig, selvom vi jo har nogle aftaler.

   Den kommende storebror synes i hvert fald, at det er spændende, at babyen snart skal ud af mors mave, men det er ikke helt til at vide, hvor meget han egentlig forstår af det hele endnu. To af hans legekammerater er næsten lige blevet storebrødre, og han synes i hvert fald, at "deres babyer" er spændende. Vi glæder os til at se, hvordan han selv reagerer, når han også bliver storebror. 

   Tænk, at vi snart er forældre til to!