Ifølge
diverse bøger m.m. fylder redebygning en del, når man venter sig,
og egentlig handler det vist meget om at producere tøj til barnet og
få samlet udstyr sammen, så man er klar til at modtage det lille,
nye familiemedlem. Jeg er selv godt igang med redebygningen, tror
jeg, men det handler faktisk ikke så meget om at få samlet tøj og
udstyr sammen til babyen. Det handler mere om at få ryddet op
i gemmerne og få styr på den kommende storebrors garderobe, så vi
ikke står og skal ud at købe nyt af det ene og det andet til ham,
lige når vi er blevet en mere i familien. Samtidig får jeg også
sat lidt skik på mit eget tøj. Fx har jeg lige syet en elastik i en
strikket nederdel, som jeg rigtig gerne vil gå med, men som jeg stort
set ikke har brugt, fordi den viste sig at være lidt for stor til
mig (selvom jeg havde strikket den mindste størrelse), men nu (læs:
efter fødslen) kan jeg endelig bruge den. Herligt!
Det er altså
småreparationer og omsyninger, jeg praktiserer i øjeblikket, og så
har jeg fundet ud af, hvad jeg egentlig godt vidste: at jeg stort set
ikke har fornyet min garderobe siden 2009! Altså før jeg var gravid
med vores første barn. Til gengæld er mit vente-/ammetøj enormt
slidt, og jeg drømmer om at skifte (næsten) alt mit tøj ud, og det
er faktisk også begyndt at ske stille og roligt, for noget er så
forvasket og hullet, at det efterhånden kun har en fremtid som klude
tilbage ...!
I
øvrigt er jeg stadig igang med at få tyndet ud i mit stoflager, og
jeg har stadig nogle hængepartier med nogle mønstre, jeg skal tegne
af, så jeg kan få klippet noget stof ud til nogle for længe siden
planlagte projekter. Når jeg pga. graviditeten har svært ved at
sove om aftenen/natten, er dét, at tegne mønstre af, supergodt at
beskæftige sig med. Det er meget stille og roligt, og jeg får
slappet af samtidig med, at jeg får noget fra hånden. Dog har jeg
været heldig, at jeg i den sidste uges tid (ja, altså bortset fra
sidste nat, hvor jeg stort set ikke fik lukket et øje) har haft en
del nemmere ved at sove, end jeg har haft rigtig længe, og det har
jeg selvfølgelig nydt.
Der
kommer ikke billeder på bloggen af de mønstre, jeg har tegnet af, for så spændende er de jo heller ikke,
men når jeg får syet tøjet, skal der nok komme noget
billeddokumentation.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar