Husets yngste (ja, han er stadig den yngste!) ligger og sover, og kæresten er ude at dirigere kor. Jeg har syet et par sorte bukser til sønnen, men fordi de er sorte, tager jeg ikke noget billede af dem. De sidste mange billeder, jeg har lagt på bloggen, har været af mindre god kvalitet, fordi min telefon, som jeg har brugt som kamera, trænger til en mindre reparation, og sort tøj i elektrisk lys er (i hvert fald for mig) alt for svært at fange på kameraet/telefonen, så indlægget i dag bliver uden medfølgende billeder.
Jeg har øvet fløjteetuder i dag, og jeg har klippet stof ud til bluser til kæresten, og bortset fra de sorte bukser til sønnen har jeg ikke syet noget i dag. I dag er sidste dag i den 40. uge af graviditeten (altså har jeg termin i morgen), men det ser ud til, at babyen lader vente på sig lidt endnu. Når jeg ikke er gravid er jeg et af verdens mest tålmodige mennesker, men det er jeg bestemt ikke nu. Nu kunne jeg nemlig godt tænke mig, at babyen ville melde sin ankomst ganske snart (men selvfølgelig ikke hurtigere, end at vi kan nå at aflevere sønnen hos dem, der skal passe ham under fødslen ...).
Det er vist på tide, at jeg drikker en kop te, mens der endnu er helt stille i huset. Med ønsket om en skøn og rolig aften til alle!
Det er vist på tide, at jeg drikker en kop te, mens der endnu er helt stille i huset. Med ønsket om en skøn og rolig aften til alle!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar