Den værste dag i mit liv ...

... var i dag for ni år siden. Det var tidligt søndag morgen, og jeg lå og ammede min førstefødte på dengang 12 uger. Det havde været en hård nat, hvor jeg ikke havde sovet ret meget, og jeg lå der med min skønne guldklump og tænkte, at det var godt, det var søndag, så jeg bare kunne slappe af. Kæresten var kørt på arbejde, og jeg tænkte, at jeg ville blive liggende længe endnu. Hvis nogen ringede på døren, ville jeg ikke åbne døren, og hvis telefonen ringede, ville jeg ikke tage den. Jeg ville bare blive liggende og amme min baby. Jeg nåede lige knap nok at tænke tanken til ende, da fastnettelefonen ringede, og med babyen ved brystet sprang jeg ud af sengen og løb ind i stuen og tog røret. "Jeg troede aldrig, at jeg skul...", sagde min mor med en næsten fremmed stemme, da jeg afbrød og næsten panisk spurgte: "Er der sket noget? Hvad er der sket? Er det Samuel?" -"Han er dræbt!", svarede hun. -"Neeej!", råbte jeg, og imens tårerne løb ned af kinderne, fik jeg fortalt, at min otte år yngre lillebror samme dag var gået på en mine i Afghanistan. Min elskede lillebror, som skulle været kommet hjem to uger senere, ville nu komme hjem før tid. I en kiste. Død.

   I dag er en sorgens dag, men jeg er også taknemmelig for, at han i næsten 24 år nåede at være en del af mit liv. Til hans begravelse blev der - efter min lillebrors eget ønske -  spillet "Gem et lille smil" (og Bachs Air), da soldater fra Livgarden bar hans kiste ud af kirken. Det var hans ønske, at vi skulle se de lyse sider af livet. At vi skulle leve videre og mindes ham med et smil på læben. Det tænker jeg tit på, og det er derfor, jeg stadig kan smile,  selvom sorgen over hans alt for tidlige død vil følge mig resten af mit liv. Sorg og savn er en form for kærlighed til den, der var. Jeg er taknemmelig for, at jeg stadig har en masse gode minder, og jeg vil gemme et lille smil, til det bliver gråvejr. Minderne om ham vil få mig til at smile.

Tak, fordi du læste med i dag.